Omstridt spørgsmål: 1960’ernes nationaliseringer i Cuba

USA begrunder sin såkaldte Helms-Burton lov – der straffer virksomheder som investerer i Cuba, med de konfiskeringer og nationaliseringer, som blev gennemført i starten af 1960’erne. Det holder ikke – og desuden er konfiskeringer og nationaliseringer meget forskellige handlinger.

Familien José López Vilaboy flygtede fra Cuba efter revolutionen og lever i dag i Miami. Herfra kræver de ejendomsret til flyselskabet Cubana de Aviación og den international lufthavn José Martí i Havanna.
Foto: Cubana de Aviación.

At konfiskere betyder, at staten beslaglægger uden at yde fuld erstatning.

At nationalisere er derimod, når privat ejendom overtages af staten mod tilbud om erstatning.

Konfiskeringerne i Cuba blev gennemført af ”Ministeriet til generhvervelse af kriminelt tilegnede værdier”. Disse blev beslaglagt uden erstatning, fordi de var blevet tilegnet gennem tyveri eller korruption.

Et eksempel er José López Vilaboy, hvis familie fra Miami i dag kræver ejendomsret til flyselskabet Cubana de Aviación og den international lufthavn José Martí i Havanna.

Efter revolutionen blev der rejst 27 sager mod López Vilaboy, som var en af diktatoren Batistas støtter. Ligesom mange andre kriminelle flygtede han fra Cuba og fik beskyttelse i USA.

Nationaliseringer er noget helt andet. Der blev oprettet en fond, som over 20-30 år skulle yde erstatning til de, som fik deres ejendom nationaliseret. Stater har ret til at foretage nationaliseringer.

Cuba indgik aftaler om erstatning med virksomheder bl.a. fra Schweiz, Spanien, Frankrig og Storbritannien. Men USA modsatte sig at forhandle og gik i stedet ‘i krig’. USA afbrød de diplomatiske forbindelser, indførte blokaden og gik tilmed så langt som til væbnet intervention mod Cuba.

Washington forbød al dialog med Cuba og med cubanske virksomheder. Store selskaber som ESSO (i dag Exxon Mobile) afviste dengang tilbud om erstatning, mens man i dag kræver erstatning med henvisning til Helms-Burton loven.

I aviser som spanske El País kan vi læse, at ”nationaliseringer uden erstatning udløste den nordamerikanske embargo mod Cuba”. Det skrives uden nogen forklaring på, hvorfor der ikke er udbetalt erstatning.

Nationaliseringerne mindskede de enorme sociale kløfter, der tidligere var i Cuba.

Kort efter ramte Cubas lov om en jordreform selskaber som United Fruit Company.

Men loven forandrede dybtgående livsvilkårene for landarbejdere, som udgjorde cirka en tredjedel af befolkningen.

På landet havde 90 procent af befolkningen ikke adgang til elektricitet, og 60 procent levede i hytter uden rindende vand. 43 procent var analfabeter.

Sådan var elendigheden i Cuba; noget som medierne – ikke kun i Miami – nu forsøger at forskønne.

Det Hvide Hus modsatte sig at forhandle og satsede på med militær vold at styrte Cubas regering. Ligesom i Iran i 1953 efter at Iran havde nationaliseret olien. Og ligesom i Guatemala i 1954 – da landets regering ville gennemføre en jordreform. Og som i Chile i 1973 – efter at landet havde nationaliseret kobberminerne.

Det er en forbrydelse, som er brandaktuel når det gælder Cuba, men dens konsekvenser mindskes eller forties helt i medierne. Disse medier oplyser heller ikke, at forhandlinger om erstatning kan indledes når som helst. Cuba er klar.

Men så vil der naturligvis også skulle forhandles om erstatning for de økonomiske skader som 60 års blokade har påført Cuba.

Det ville være en virkelig fredsproces. Reel og retfærdig!

(Artiklen har været bragt i Cubabladet, september 2020. Den er oversat fra Svensk-Kubanska Föreningens blad: Tidskriften KUBA 2/2020. Oprindelig offentliggjort på netmediet Cubainformación den 3. marts 2020).