Nye tider i Cuba

Det er ikke julen eller corona, der udløser ‘feber’ i Cuba, men højere priser og højere løn samt en ny virkelighed, der gør det svært at ‘hustle’ sig igennem uden at arbejde. Henrik står meget i kø, og pigerne er taget på juleferie på landet. Læs her Henrik Thejls 16. beretning fra Cuba med corona … Og nu med økonomiske reformer.
Køerne ved butikker, der handler i hård valuta er lange. Se også billeder af Henriks piger, der er på jule- og nytårsferie på landet, hvor grisene lever et farligt liv i denne tid. Foto: HT

Havanna den 28. december 2020.

Coronasmitten er ikke så aggressiv herovre, som man for eksempel oplever i Europa i disse tider, men antallet af smittede er stigende i Cuba. Ikke mindst efter at Havanna-lufthavnen åbnede for charterturisme i midt november, er smittetallet støt og roligt begyndt at stige igen.

Højeste antal smittede er dog stadig begrænset – set med europæiske øjne. Men i går nåede antallet af nye smittede op på hele 229 personer; rekord i Cuba. Det rene antal smittede skjuler dog, at 136 af de 229 smittede var indrejsende til landet, der via den obligatoriske PCR-test i lufthavnen blev testet positive. Det betyder, at den interne smitte blot var 93 af de i alt 229 smittede.

Med denne reform prøver man at gøre op med den ”egalitære” tankegang: Subsidier fjernes, og mange fødevarer og andre varer bliver dyrere.

Sammenligner vi med Danmark (med halvt så stor befolkning som i Cuba) hvor det højeste smittetal på én dag cirka 4500, så det er stadig relativt lave smittetal i Cuba, og der er under 1500 aktive smittede i landet.

PCR-testen i lufthavnen er ikke en lyntest, og indrejsende skal nu selv stå for ansvaret for selvisolation på hotel eller privat indkvartering i minimum to dage. Men ikke alle turister er lige gode til at overholde isolationen. Mange cubanere bosat i USA, der kommer på en kortere ferie til Cuba for at besøge familie og venner, har svært ved at holde sig hjemme i de relativt få dage, de er på besøg!

Statistikker over de tilrejsende viser, at størstedelen af de importerede coronatilfælde kommer fra USA. Derfor er det nu også besluttet midlertidigt at indstille charterfly fra lande som USA, Mexico, Panama, Den Dominikanske Republik og Haiti.

Derudover er det besluttet, at samtlige rejsende til landet skal have foretaget en PCR-test i hjemlandet maksimalt 72 timer før indrejse i Cuba.

Smitten har spredt sig til samtlige provinser i Cuba, og alt afhængig af graden af smittetryk genindføres en af de tidligere omtalte tre faser for de ramte områder.

I alt er syv coronapatienter døde i løbet december måned, og siden marts måned, hvor coronasmitten nåede til Cuba, er 143 personer døde af coronavirus (i Danmark er coronadødstallet tilsvarende 1180). P.t. er 19 coronapatienter indlagt på intensivafdeling, hvoraf ni ligger i respirator. I Danmark ligger der p.t. 65 i respirator.

Mundbindet er stadig obligatorisk i det offentlige rum, også selvom man er et barn på halvandet år, der går i børnehave. Engangsmundbindene vaskes og genbruges i stor stil, selvom vi i ‘vores’ del af verden er blevet belært om, at de ikke dur mere end nogle timer og derefter skal smides ud. Det sker ikke herovre, og alligevel har man relativt meget lave smittetal. Interessant i sig selv!

Den cubansk-producerede coronavaccine Soberana synes at lade vente på sig, men ifølge sundhedsmyndighederne vil størstedelen af den cubanske befolkning være vaccineret ved slutningen af første halvår af 2021.

VAREMANGEL OG TIMER I KØ

Jeg har før beskrevet den aktuelle mangelvaresituation i Cuba, som er fremkaldt af dels Trumps desperate forsøg på at kvæle Revolutionen med utallige sanktioner i de sidste par år – herunder såkaldt ekstraterritoriale sanktioner, der rammer tredjelandes handel med Cuba.

Sanktionerne bryder både med FN-pagten, Genèvekonventionen samt FN’s Menneskerettighedserklæring. Men Trumps dage synes nu talte, og den kommende præsident Joe Biden har bebudet ændringer af Trumps sanktionspolitik mod Cuba. Det bliver dog næppe det første, han kaster sig over.

Derudover er udeblevne indtægter fra den stærkt reducerede turistsektor også en væsentlig årsag til mangelvaresituationen.

Staten har derfor hårdt brug for udenlandsk valuta til at importere vigtige råvarer (som eksempelvis olie og råvarer til medicinproduktion) samt færdigvarer, medicin og så videre, og man har derfor været nødsaget til at indføre en ’dollarisering’ af økonomien, hvilket mange cubanere er meget utilfredse med og har svært ved at forstå.

De fleste butikker, der før solgte varer i CUC (den cubanske konvertible pesos, der i teorien svarer til én US-dollar), er blevet lavet om til deciderede ”dollarsbutikker” eller MLC-butikker, som de kaldes. MLC står for Moneda Libremente Convertible (frit vekselbar valuta), og her kan der kun handles i US-dollars.

Det er her, der findes mange varer, hvorimod man i de tilbageværende lokale CUC-butikker kan købe meget få varer.

Det har skabt store problemer for mange cubanere. Man kan godt købe varer i CUC-butikkerne (specielt kød, madolie og vaskepulver er vigtige produkter i cubaneres daglige husholdning), men varerne dukker kun op med mellemrum og skaber meget lange køer.

I MLC-butikkerne er der relativt mange varer, men MLC-butikkerne handler som nævnt kun i US-dollars. Og da der p.t. ikke kan sendes US-dollars fra USA – på grund af Trumps forbud mod pengeforsendelser til øen, og da man ikke kan gå ind i en bank og købe udenlandsk valuta, er mange nødt til at søge ud på det sorte marked, hvor folk sælger US-dollars til skyhøje priser. Har man ikke råd til det, er der ikke andre muligheder end at vente i de alenlange køer ved CUC-butikkerne, hvor der sælges et meget begrænset antal varer.

En dag stod jeg i kø i fem timer ved en CUC-butik, fordi der både var kylling, hakket grisekød, pølser, hamburgers og kroketter – hvilket p.t. er et rigtig godt udbud! Men inden det blev min tur, var der kun hakket grisekød tilbage!

Jeg medbringer altid en bog, så tænker jeg ikke over de mange timer, jeg tilbringer i kø.

De lavestlønnede får de største lønforhøjelser (cirka 1000 procent), og de højestlønnede vil få lønforhøjelser på cirka 500 procent.

Andre udnytter de lange ventetider til at foretage andre gøremål og vender derefter tilbage til køen, hvor ens plads respekteres.

Der er dog også lange kødannelser ved MLC-butikkerne (de aktuelle ’dollarbutikker’).

Den anden dag tog jeg hjemmefra klokken 10 om morgenen for at gå på indløb i en MLC-butik, hvor jeg kan bruge mit visakort. Her stod jeg også i kø i fem timer (jeg havde selvfølgelig en bog med!), og da jeg endelig nåede ind i butikken, var der minsandten også kø ved udvalgte populære varer som ost, æbler, kiks og kylling.

Jeg nåede hjem til aftensmad!

Linet på 5 år er ikke hjemme i Havanna for tiden. Hun er på ferie hos familie i Matanzas. Foto: HT

Disse historier skal med for at forstå, at vi i disse tider bruger utrolig megen tid på indkøb af de mest simple fødevarer.

Jeg er overrasket over, hvor roligt cubanerne tager situationen, men hvis nogen prøver at ”snyde” sig ind i køen, hidser folk sig kraftigt op.

En dag, da jeg stod i kø med min kone, udbrød en cubaner grinende: ”Se, selv ’el Yuma’ må stå i kø!”. Øh ja, selvfølgelig! (’Yuma’ er et nedladende ord for en udlændinge, så det var mig, han hentydede til).

STORE FORANDRINGER FRA 1. JANUAR

Oven i alt dette skal det så med, at det nu er officielt, at den konvertible peso (CUC) forsvinder fra 1. januar. Derfra bliver det kun den lokale peso (CUP), der bliver gangbar mønt herovre, og den bliver sat til en fast kurs på 24 CUP for en US-dollar.

Dette er en officiel vekselkurs, men det skal lige huskes, at der p.t. ikke kan købes US-dollars eller anden udenlandsk valuta i bankerne, da den cubanske stat har brug for al den udenlandske valuta, den kan får fingre i for at købe på det internationale marked.

Umiddelbart lyder det meget harmløst, at man nu fjerner CUC’en og fastsætter dollarkursen til 1:24 pesos, men det får dog mærkbare konsekvenser.

Statslige virksomheder har indtil nu haft en fast vekselkurs på 1:1 mellem CUC’en og CUP’en, hvor private har købt CUC’en for 24 CUP.

For at gøre historien kort skal statslige virksomheder nu også til at bruge vekselforholdet 1:24 overfor US-dollars. Det betyder, at statslige eksportvirksomheder pludselig vil få forøget deres indtjening med 24 gange (2400 procent), og omvendt vil importfirmaer skulle betale meget mere for importvare.

Alt i alt vil det betyde, at importvarer vil blive væsentligt dyrere, men at eksportvirksomheder uvilkårligt vil komme til at tjene mange flere penge, som kan udmøntes i højere lønninger, som så igen kan stimulere til mere produktion og derved mere eksport.

Tanken er, at det skal resultere i øget eksport (det vil sige ekstra indtjening til staten) samt mindske import, som skal erstattes af egenproduktion, specielt i forhold til fødevarer. Det vil betyde bedre handelsbalance.

DET BLIVER NØDVENDIGT AT ARBEJDE

Siden coronaudbruddet startede i marts måned, har man prøvet at stimulere egenproduktion af fødevarer, og netop nu prøver man også at genoplive bylandbrugene, som i de senere år er svundet hen.

Siden 1990’erne har der været en betydelig produktion af frugt og grønt i byhaver i og omkring byerne. Her cooperativet Vivero ved Havanna. Foto: DCF

Bylandbrug blev startet i 1990’erne på grund af den økonomiske krise efter østbloklandenes sammenbrud. Bylandbrug skulle skabe fødevareproduktion tæt på eller i byerne, så afstanden mellem produktion og forbruger blev minimal og derved mindske energiforbrug til transport.

Men de økonomiske ændringer stopper ikke her: Med CUC’ens afskaffelse er der samtidig fra 1. januar 2021 bebudet lønforhøjelser på mellem 500 og 1000 procent for alle statsansatte, og pensioner øges med cirka 500 procent.

De lavestlønnede får de største lønforhøjelser (cirka 1000 procent), og de højestlønnede vil få lønforhøjelser på cirka 500 procent. Derudover laves et fribeløb for de første tjente penge (ligesom i Danmark), hvor der ikke betales skat af de første cirka 40.000 CUP. Derefter påføres en progressiv skatteprocent.

Det store problem i det cubanske samfund har været ”den egalitære” tankegang, som var en rest fra de første 30 år af Revolutionen, hvor man udviklede et socialistisk samfund: Staten overtog bogstaveligt talt al virksomhed, og alle havde ikke bare ret, men pligt til at arbejde.

Lønninger blev udlignet; ingen husleje og elforbruget stærkt subsidieret ligesom de rationerede madvarer, som tildeles alle, uanset om man arbejder eller ej.

Det var et system, der passede ind i et socialistisk system, hvor den private ejendomsret var ophævet, men med østblokkens sammenbrud og den efterfølgende nødvendige ”liberalisering” af den cubanske økonomi, blev det for nemt for nogle at hustle sig igennem livet uden at deltage aktivt og blot nyde alle de billige subsidierede goder.

Op imod en tredjedel af Cubas samlede arbejdsstyrke har i de seneste mange år stået udenfor det officielle arbejdsmarked.

Men da statslige subsidier ikke falder ned fra himlen – staten har kun de indtægter, som produktionen – altså arbejderne – skaber, bliver subsidier nødvendigvis til ”gratisydelser” for dem, som ikke vil arbejde eller uddanne sig.

Med denne reform prøver man at gøre op med den ”egalitære” tankegang: Subsidier fjernes eller skæres drastisk ned, og mange fødevarer og andre varer bliver dyrere på grund af de tilsvarende lønstigninger samt dyrere importvarer.

Det vil gøre det nødvendigt for mange flere at arbejde for at tjene en løn, og det vil på sigt øge produktionen.

Nedskæringerne i subsidierne skal være med til at finansiere lønforhøjelserne.

Siden Raúl Castro i 2006 blev præsident, har budskabet været, at for at få mere i løn, skal der produceres mere. Men det har ikke for alvor sat gang i produktionen.

Nu vender man det om og siger: ”Hvis Moses ikke vil komme til bjerget, så må bjerget komme til Moses”, og derfor stimulerer man nu med store lønforhøjelser for at øge arbejdsstyrken og produktionen – samtidig med at man fjerner subsidier, der i mange år kun har været en hæmmende faktor for udvikling i landet!

De store lønforhøjelser betyder som nævnt også drastiske prisstigninger, og mange klassiske økonomer vil nok mene, at det er en meget risikabel økonomisk strategi, man vælger i Cuba.

Men det er lidt svært at lægge en klassisk økonomisk analyse ned over Cuba, da man alt andet lige stadig må medtænke, at store dele af indenrigshandelen (næsten 90 procent) er statslig. Derfor er mange priser ikke fastsat af et konkurrerende marked, men er statslige monopolpriser fastsat af Finans- og Prisministeriet.

Det ændrer dog ikke ved, at folk med opsparing i bankerne vil blive hårdt ramt, da værdien af opsparing reduceres som følge af prisstigningerne på varer og ydelser.

INGEN ‘JULEFEBER’, MEN GRISEN ER I LIVSFARE

Det er jo juletider. Det er dog en ting, man godt kan risikere at overse herovre i Cuba, og specielt i år hvor end ikke butikkerne har pyntet op, hvad de ellers plejer.

Men de mange reformer og de økonomiske trange tider synes at have sat sit præg på julegejsten. Jeg har ikke hørt en eneste julemelodi i år.

Det er dog festtider i de sidste uger af året. Men ikke relateret til en bestemt religiøs tradition, og derfor er musikken ikke religiøst relateret. Der høres salsa-, reggaeton og boleromusik overalt i gaderne i disse dage.

Mine piger er på ferie i en lille landsby i naboprovinsen, hvor min kone kommer fra. Her er masser af (grand)onkler og tanter, fætre og kusiner, og Linet på fem år råhygger sig i de landlige omgivelser, hvor højdepunktet op til nytår bliver slagtning af en af de grise, som familien har gående i baghaven.

Datteren Linn (i midten) med fætter og kusine i naboprovinsen. Foto: HT

Derudover har man også – specielt ude på landet – tradition for at lave en kludedukke i voksenstørrelse, der brændes af nytårsaften.

I byerne smider man typisk det forgangne års dårligdom ud på gaden med en spand vand ved midnatstid nytårsaften. Så går man på gaden på dette tidspunkt, skal man passe på ikke at blive gennemblødt, for folk smider uhæmmet vand ud fra altanerne i etageejendomme.