Nobels Fredspris gik ikke til Cubas læger i 2021

På fransk initiativ blev Cubas internationale sundhedsarbejdere nomineret til Nobels Fredspris i 2021. De fik imidlertid ikke prisen, men en betydelig anerkendelse i nomineringsprocessen.

4.000 cubanske sundhedsarbejdere har støttet læger i 40 lande i deres kamp mod COVID-19. Henry Reeve Brigaderne har arbejdet siden 2005 og hjulpet næsten fire millioner mennesker i 45 lande.

Af Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening

På trods af en ambitiøs og vidtrækkende international kampagne for i 2021 at tildele Novels Fredspris til de cubanske læger og sygeplejersker i de såkaldte Henry Reeve Internationale Medicinske Brigader, så gik årets pris til journalisterne Maria Ressa (Filippinerne) og Dmitry Muratov (Rusland) for ”deres bestræbelser på at beskytte ytringsfrihed, som er en forudsætning for demokrati og varig fred. ”

Det Oslo-baserede Nobeludvalg oplyser, at de har haft det tredjestørste antal kandidater nogensinde med mere end 329 kandidater, heraf 234 personer og 95 organisationer nomineret.

Inden Nobelprisudvalgets frist den 1. februar 2021 blev der gennemført en international kampagne for at rejse støtte til nomineringen af de cubanske læger og sygeplejersker.

I Danmark støttede en række partier og organisationer nomineringen, og det samme gjorde folketingsmedlem for Enhedslisten Christian Juhl og professor ved Aarhus Universitet Sven Tarp.

Initiativet til kampagnen blev taget af den franske organisation “Cuba Linda” (Smukke Cuba), og i mange lande var der stor opbakning til nomineringen. Cuba Solidarity Campaign i Storbritannien opnåede ekstraordinær stor opbakning til initiativet. En fire måneders kampagne for at indsamle navne, støtteerklæringer og officielle nomineringer af Henry Reeve Brigaderne lagde særlig vægt på at anerkende de cubanske lægers humanitære arbejde under COVID-19-pandemien.

Cuba Solidarity Campaign (CSC) skaffede nomineringer fra 28 medlemmer af de britiske og skotske parlamenter og fra 14 akademikere.

Ud over disse formelle nomineringer fra enkeltpersoner, der har adgang til at nominere, underskrev over 8.000 mennesker fra 120 lande – også mange danskere – CSC’s åbne brev til støtte for opfordringen til at tildele Nobels Fredspris til de cubanske læger. Mange parlamentsmedlemmer, fagforeningsledere og personligheder udsendte videomeldinger om deres støtte, herunder medlem af det britiske Underhus Jeremy Corbyn, Len McCluskey, der er tidligere generalsekretær i fagforbundet Unite the Union og skuespillerinde Maxine Peake.

Det åbne brev takkede de mere end 4.000 cubanske sundhedsarbejdere, der havde støttet læger i 40 lande i deres kamp mod COVID-19, og anerkendte brigadens store og samlede arbejde siden 2005 med at behandle næsten fire millioner mennesker i 45 lande.

”I virkeligheden var det hele tiden svært at forestille sig, at prisen skulle gå til Cubas læger, sygeplejersker og teknikere som udgør HR-Brigaderne. Både fordi der var så mange nominerede kandidater, men ikke mindst i lyset af en massiv og kynisk propagandakampagne, som USA de seneste år har kørt for at miskreditere brigadernes arbejde. Den internationale kampagne for nominering af af de cubanske læger opnåede imidlertid meget og vækkede anerkendelse for den inspirerende solidaritet og støtte, som brigaden har udført i de seksten år siden dens grundlæggelse i 2005”, fastslår CSC direktør Rob Miller i en udtalelse..