Cuba coronachef: Vi bevæger os i en særdeles god retning

Høj vaccinationsgrad og fald i antallet af nye infektioner gør det muligt at åbne for turismen

Vi er stabile« – og har succes: En besøgende venter i et vaccinationscenter (23. juni 2021)

Af Volker Hermsdorf

Cuba håber på at kunne skære toppen af den aktuelle forsyningskrise allerede i år – trods økonomi-, handels- og finansblokaden, som USA’s præsident Joe Biden har skærpet yderligere. Regeringen i Havana satser især på den vellykkede vaccinationskampagne og en åbning for international turisme fra 15. november. 

“Genåbningen af turistsektoren bliver nøglen til at genoplive landets økonomi”, meddelte premierminister Manuel Marrero Cruz lørdag (den 2. oktober) under et møde i Varadero med lokale politikere, sundhedseksperter og repræsentanter for cubanske og udenlandske hotelkoncerner. Marrero betegnede genoptagelsen af turisme som “vigtig for den cubanske økonomi”, fordi den “i høj grad kan styrke de øvrige sektorer” skriver avisen Granma. 

Uanset de finansielle vanskeligheder er det nødvendigt at revitalisere denne livsvigtige branche. “I betragtning af den stærke konkurrence kan vi ikke forblive passive. Vi er nødt til at være innovative,” tilføjede ministeren og understregede, “at den største udfordring består i at tilbyde service af høj kvalitet, som også omfatter tilbud ud over hoteldrift”. 

Politikerens meddelelse havde tydeligvis til formål at appellere til befolkningens forståelse for investeringer i udbygningen af infrastrukturen for turisme – på trods af de fortsatte forsyningsmangler.

Oven i USA’s blokade bidrog lukningen af denne sektor, som næsten standsede helt under pandemien, i betydelig grad til faldet i valutaindtægter. Samtidig var udgifterne til råstoffer til fremstilling af medikamenter og vacciner, til medicinsk apparatur og præparater såvel som brændstof og importerede fødevarer steget kraftigt.

På trods af verdensomspændende solidaritet og indsamlinger var landet på grund af disse forhold kommet i den værste forsyningskrise siden den “specielle periode” i begyndelsen af 1990erne.

Alligevel blev der brugt kostbar valuta på især forskning i og udvikling af egne Covid-19-medikamenter og vacciner, hvilket har vist sig at være den strategisk set rigtige beslutning. Efter at antallet af infektioner med Delta-varianten af viruset var steget dramatisk i de forløbne uger, har den første succes med vaccinationerne nu vist sig. Lørdag meddelte det cubanske sundhedsministerium, at der var 4.873 nye infektioner, hvilket var det laveste antal siden juli.

Også antallet af dødsofre i Cuba er betydeligt lavere end i de fleste andre lande takket være det statslige sundhedssystem. Siden begyndelsen af pandemien er 7.534 mennesker i Cuba døde af eller med coronavirus, fortalte nyhedsbureauet ACN. 

I slutningen af sidste uge havde 47,8 procent af den cubanske befolkning fået de tre nødvendige doser af de cubansk udviklede vacciner “Abdala”, “Soberana 02” eller “Soberana Plus” og er dermed fuldt vaccinerede. Ca. 9,5 af de 11,2 millioner indbyggere, heriblandt knap to millioner børn og unge mellem 2 og 18 år, var blevet vaccineret mindst én gang.   

Med 85 procent, som er vaccineret mindst én gang, har Cuba førstepladsen på det amerikanske kontinent og hører også på verdensplan til de førende i den globale vaccinationskampagne – også i sammenligning med de europæiske lande.

Lederen af den epidemiologiske afdeling af Minsap, Fransisco Durán Garcia, appellerede alligevel til befolkningen om “fortsat at følge alle hygiejnemæssige og sanitære forholdsregler”. Kun på den måde er det muligt at vende tilbage til den normale tilstand.

Det sker for tiden lidt efter lidt, for eksempel med genåbningen af restauranter og offentlige faciliteter. I Havana har sportscentre og svømmebassiner for eksempel fået lov til at åbne med visse indskrænkninger, og mandag den 4. oktober begyndte klasseundervisningen igen – i første omgang for elever fra tolvte skoleår og de ældste årgange på de tekniske og pædagogiske uddannelser – før det nye skoleår begynder for alle til november. 

Oversat af Dann Simonsen fra dagbladet jungeWelt. Den oprindelige artikel finder du her: Auf einem sehr guten Weg