Bryd blokadenKampagne mod blokadeNyhederRejser

Cuba vandt igen i FN – Danmark stemte for Cubas resolution

Onsdag den 28. oktober stemte FN’s generalforsamling om USA’s blokade mod Cuba. Med 130 stemmer mod 17 vandt Cuba igen massiv international støtte. Dog voksede antallet af nej-stemmer og antallet af lande, der undlod at stemme.

USA var ikke – trods maksimal diplomatisk pres og økonomiske trusler mod lande i hele verden. i stand til at afværge et nyt spektakulært nederlag i FN.  Foto: FN

Af Sven-Erik Simonsen

Årets debat og afstemning i FN om USA’s blokade mod Cuba blev en prøve på, hvad USA kan og IKKE kan, når Washington sætter sin diplomatiske og økonomiske magt i fuld sving – nogle vil sige: Når USA bruger gangstermetoder. I det lys er Cubas sejr på 130 mod 17  meget bemærkelsesværdigt.

Cuba har siden starten af 1990’erne rejst kritik af USA’s økonomiske, finansielle og handelsmæssige blokade og krævet den ophævet. Cuba har sat spørgsmålet på dagsorden ved den årlige generalforsamling, og efter en lang og flere gang ophedet debat stemte landene onsdag om Cubas resolution, der påpeger ”nødvendigheden af at afslutte blokaden”, som det formuleres i diplomatisk.

Cuba har vundet denne afstemning hvert år – og det gentog sig i år. Stemmetallene blev, at 130 lande stemte for Cuba krav om ophævelse af blokaden, 17 lande stemte imod, mens 25 lande undlod at stemme. 20 lande var ikke til stede i salen eller er frataget stemmeretten, f. eks. på grund af manglende betalinger til FN.

Afstemningsresultater over 33 år.

Danmark stemte sammen med flertallet af EU-landene for Cubas resolution. Frem til 2024 var alle EU-lande enige om at stemme for Cubas resolution, men sidste år valgte Ungarn at stemme imod Cuba og stemte i stedet sammen med USA, mens 5 EU-lande undlod at stemme i 2025.

I år var der 4 EU-lande, der stemte imod resolutionen; nemlig Litauen, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn, mens 9 EU-land undlod at stemme; Bulgarien, Kroatien, Estland, Holland, Tyskland, Grækenland, Italien, Polen og Rumænien.

Danmarks EU-ambassadør tog ikke ordet i debatten op til afstemningen. På vegne af EU talte den irske FN-ambassadør, idet Irland har EU-formandskabet i dette halvår.

I talen anerkender EU, at USA’s blokade ”har skadelige økonomiske og humanitære følger for det cubanske folk”.

Og EU ”genbekræfter, at FN-pagten fortsat skal være den ledende ramme” i internationale relationer, samt at ”humanitær hjælp skal kunne ydes, leveres og beskyttes under alle omstændigheder”.

EU er opmærksom på at ”millioner af cubanere i dag oplever strømafbrydelser, mangel på medicin og mad – et sammenbrud i de sociale ydelser og vanskeligheder med selv de mest grundlæggende sundhedsydelser”.

Den irske taler på vegne af EU påpeger, at blokaden står i vejen for Cubas økonomi, og at en ophævelse af ”embargoen” som blokaden kaldes, vil gøre Cubas økonomiske genrejsning lettere.

EU anerkender, at Cuba i juni måned vedtog et økonomiske reformprogram med 176 punkter. ”Det, der er vigtigt nu, er en hurtig implementering, og at man dermed skaber konkrete forbedringer i befolkningens økonomiske frihed”, som EU-taleren formulerede det.

EU har også fokus på, at USA’s blokade skader EU-landenes økonomiske interesser i Cuba: ”Ekstraterritoriale forholdsregler påvirker EU’s økonomiske interesser negativt og skader europæiske borgere bosat på øen”, påpegede taleren og understregede at USA’s politik er i strid med international lov samt at EU’s lovgivning forbyder medlemsstaterne at efterleve USA’s illegale lovgivning – bl.a. Helms-Burton loven.

Uanset disse åbenlyst utilstrækkelige skridt fra EU’s side, så er virkeligheden, at EU’s erhvervsliv lider under USA’s blokade, og at flere virksomheder afvikler økonomiske projekter i Cuba både inden for turisme, bankvæsen, flyforbindelser og containertransport.

Cubas udenrigsminister talte flere gange under debatten og lagde vægt på, at USA’s blokade er hovedårsagen til Cubas store problemer. Omvendt benægtede USA’s FN-ambassadør Mike Waltz, at der overhovedet er en blokade mod Cuba, hvilket udløse veritable skænderier i mødesalen.

Cuba har forud for og under generalforsamlingen advaret om, at USA lægger pres på lande i hele verden for at få flere til at stemme imod Cubas resolution

Og ikke kun lande i Europa har skiftet standpunkt.

Støtten til Cuba er faldende i Latinamerika, hvor USA-venlige regeringsledere er kommet til magten i flere og flere lande.

I år stemte 6 lande i Latinamerika sammen med USA imod Cubas resolution. Det var Argentina, Colombia, Costa Rica, Ecuador, Paraguay samt Trinidad & Tobago. Sidste år var det kun Argentina og Paraguay,

7 latinamerikanske lande undlod i år at stemme; nemlig Chile, Den Dominikanske Republik, Guyana, Haiti, Honduras, Jamaica og Peru. I 2025 var det kun Costa Rica og Ecuador.