Hormuz-problemer vs Cuba-blokade
Mens problemet i resten af verden er sandsynlige fald i energiforsyningerne og dets konsekvenser for resten af økonomien, handler det i Cuba om, hvordan man opretholder et land med praktisk talt ingen adgang til olie.
af Mario Ernesto Almeida Bacallao | internet@granma.cu / Oversat og let bearbejdet af Sven-Erik Simonsen
- juli 2026
Verden har haft øjnene rettet mod Den Persiske Golf i månedsvis. Dog ikke på grund af den amerikanske aggression mod iransk territorium og de liv, den har kostet, inklusive snesevis af piger, der blev dræbt på deres skole af tragedien, der faldt ned fra “himlen”.
Det, en stor del af verden ser, er ikke, hvem USA dræber eller ej, men om Hormuzstrædet vil blive åbnet, hvorigennem en femtedel af verdens kulbrinter passerer.
Diskussioner om den potentielle stigning i oliepriserne raser i mange lande. Det indebærer en efterfølgende stigning i prisen på næsten alt, da olie er en essentiel råvare inden for energi og i store, mellemstore og små forsyningskæder for produkter af alle slags.
Over de første 10 dage af denne måned advarede Det Internationale Energiagentur om, at diesel- og benzinpriserne forblev cirka 30 % over det normale – altså før angrebet på Iran. I USA var prisen 50 % over det normale.
Agenturet advarede om, at dets medlemslande havde frigivet næsten tre fjerdedele af de 400 millioner tønder nødolie, der blev annonceret i marts, hvilket betyder, at forsyningerne kunne løbe tør om et par uger.
Vi inkluderer disse data for at illustrere de alvorlige økonomiske bekymringer hos, lad os sige, “normale” lande vedrørende lukningen af en maritim rute, der for nogle ligger på den anden side af kloden. Dette hjælper med at sætte det, der sker i Cuba, i perspektiv, hvor der til sammenligning knap nok er kommet et eneste olietankskib ind i de sidste seks måneder.
Mens problemet i resten af verden er nedgang i forsyningerne af et råmateriale (olie og gas) og dets konsekvenser for resten af økonomien, så handler det i Cuba om, hvordan et land med praktisk talt ingen adgang til dette råmateriale overlever.
For få dage siden nægtede det franske rederi CMA CGM at fortsætte transporten af containere på vej til Cuba, hvoraf nogle indeholdt humanitær hjælp indsamlet af internationale solidaritetsorganisationer (3,5 millioner sprøjter og nåle bestemt til sundhedsvæsenet i provinsen Santiago de Cuba). Lasten blev deponeret i Kingston, Jamaica, og skibet fortsatte sin rejse.
I maj i år fordømte Jean-Luc Mélenchon, leder af partiet La France Insoumise, det faktum, at reservedele, som den franske regering havde lovet at sende til Cuba, bestemt til Antonio Guiteras Holmes termoelektriske kraftværk, forblev i containere, som CMA CGM nægtede at frigive.
Årsagen? Frygt for juridiske konsekvenser efter den bekendtgørelse som blev udstedt af Det Hvide Hus den 1. maj. Et dekret om nye sanktioner mod enkeltpersoner, virksomheder eller finansielle institutioner, der udfører eller letter transaktioner med cubanske enkeltpersoner, stat eller virksomheder, der er sanktioneret i henhold til samme dokument underskrevet af præsident Trump.
En tidligere bekendtgørelse (29. januar) truede allerede med at straftold på “produkter fra lande, der sælger eller leverer olie til Cuba, med den angivelige begrundelse at ville beskytte USA’s nationale sikkerhed og udenrigspolitik mod det cubanske regimes ondsindede handlinger og politikker”.
Altså: Virksomheder i hele verden trues med straftold ved eksport til USA, hvis virksomhederne selv eller andre virksomheder i det pågældende land sælger eller leverer olie til Cuba
