EU-parlamentets blinde øje

Fra Modkraft.dk

Af Helene Caprani, formand for Dansk-Cubansk Forening, 19. marts 2010

Af Helene Caprani, formand for Dansk-Cubansk Forening, 19. marts 2010

Den 11. marts vedtog EU-parlamentet en resolution, der kritiserer »menneskerettighedssituationen« i Cuba, med 438 stemmer for ud af i alt 736 medlemmer. Den direkte anledning er den indsatte Orlando Zapata Tamayos død den 23. februar efter 3 måneders sultestrejke. Tamayo døde på Cubas «rigshospital« Hermanos Amejeiras, hvor han nægtede at modtage lægehjælp, få timer efter at have fået besøg af sin mor.

EU-parlamentet har udsendt lignende resolutioner om Cuba i 2004, 2006 og 2007, ligesom det er sket for Venezuela, Iran og Kina.

Det er påfaldende, at EU-parlamentet kun udsender denne type resolutioner, når det gælder lande som man er politisk uenig med, mens man vender det blinde øje til, når det gælder EU’s egne medlemmer eller nære samarbejdspartnere.

EU-parlamentet har ikke udsendt en resolution om de 122 selvmord i franske fængsler alene sidste år. Det har ikke kritiseret at 10 irere, deriblandt Bobby Sands, døde som følge af sultestrejke i britiske fængsler i 1981. Det danske politis vilkårlige og hårdhændede behandling af lovligt demonstrerende aktivister under COP15 i december har ikke rynket et bryn. Der er ikke sendt harske ord til Honduras efter militærkuppet. Selv tvangsfodringen og torturen af fanger på USA’s militærbase i Guantánamo har blot afstedkommet en høflig henstilling til, at fængslet bør lukkes, og ingen fordømmelse af at det alligevel ikke er sket. For slet ikke at tale om forholdene i USA’s fængsler på egen jord, hvor dødstallet når 7000 hvert år.

Dobbeltmoralen skriger til himlen. Særligt, når man ser nærmere på de cubanske forhold.

De cubanere, der i resolutionerne – og i de store medier i verdens rigeste lande – benævnes som ’politiske fanger’ og ’samvittighedsfanger’, er dømt for forbrydelser der også straffes i EU’s medlemslande. I Tamayos tilfælde en række forhold, deriblandt mishandling, ulovlig våbenbesiddelse og drabsforsøg. Men Cubas politiske system, der støttes af langt hovedparten af cubanerne, får EU-parlamentarikerne til at se rødt og stemple selv vaneforbrydere som frihedskæmpere.

Ethvert tab af menneskeliv er en tragedie, og det gælder også Orlando Zapata Tamayo. Som Cubas præsident Raúl Castro sagde efter nyheden: ’Vi er virkelig nedtrykte over hans død. Han fik pleje på de bedste sygehuse, men han døde. (…) han er endnu et offer for vores konflikt med USA’.

Det er muligvis ukendt for EU-parlamentarikerne, at de højreekstreme eksilcubanske grupper i Miami direkte opfordrer indsatte i de cubanske fængsler til at kræve privilegier som eget fjernsyn og egen telefon, og at sultestrejke for at opnå dem. Tamayo blev udnyttet på denne vis, og det gør kun hans død mere absurd og meningsløs. Hans familie og venner fortjener i denne stund al støtte, og de eksilcubanske mordere den skarpeste fordømmelse.

Resolutionen af den 11. marts er en sten på vejen i den gryende dialog mellem EU og Cuba, der ellers var i gang under det spanske formandsskab. Det er en stor skam, hvis Tamayos død og den efterfølgende hetz mod cubanerne betyder, at EU fortsætter uændret med sin såkaldte ’fælles position’ overfor Cuba. Denne politik fra 1996, samme år som ’Helms-Burton’-stramningen af USA’s blokade mod Cuba, lægger EU tæt op ad USA og betinger etableringen af normale forbindelser af et ’regimeskifte’ i Cuba. Den er en klokkeklar krænkelse af Cubas suverænitet.

Det er på tide, at såvel EU som EU’s medlemslande bryder med den ’fælles position’ og accepterer Cuba som en ligeværdig og suveræn stat, hvor befolkningen har ret til at bestemme sin egen vej – inklusiv at vælge ikke at tvangsfodre og -behandle sultestrejkende.

Og det er også på tide at de store medier, deriblandt Danmarks Radio, arbejder journalistisk lødigt når det gælder Cuba. Det indebærer også at fortælle danskerne om de 39.000 frivillige cubanere i verdens ulande, om ALBA-landenes enorme fremskridt i kampen mod fattigdom og analfabetisme, om de 5 uretfærdigt dømte cubanere i fængsler i USA og om følgerne af USA’s 50-årige blokade, der 11 gange er stemplet som folkemord af FN’s generalforsamling.