USA’s blokade koster cubanske børn livet hver dag

Af de 13 præsidenter, der har regeret i Det Hvide Hus siden revolutionen sejrede i Cuba i 1959, er Trump den, der mest målrettet går efter at gøre blokaden international – altså true og tvinge andre lande og virksomheder i hele verden til at bryde deres forbindelser med Cuba

Af Sven-Erik Simonsen

Cuba har afleveret sin årlige rapport til FN med oplysninger om konsekvenserne af USA’s blokade i det forløbne år.

Senere på året bliver rapporten genstand for en debat i FN’s generalforsamling.

Det er 48 sider med klare fakta og rigtig mange tal, som beskriver en grusom virkelighed.

Da Cubas udenrigsminister Bruno Rodriguez præsenterede den i Havanna den 9. september, sagde han blandt andet:

”Bag hvert tal er der et menneske og et ansigt. Bag hvert af blokadens elementer gemmer der sig en tragedie og et familiedrama.

Forældre og slægtninge lider, mens de ængsteligt søger efter livsvigtig medicin, som måske befinder sig i en af ​​de mere end syv tusinde containere, som USA’s regerings trusler mod rederier forhindrer i at nå frem til Cuba, eller medicin som kan produceres i Cuba, men hvis råvarer befinder sig i en anden container.

Data viser en stigning i spædbørnsdødeligheden Cuba fra fire per tusind levendefødte i 2018 til 9,9 i 2025. Det er børn, ikke tal. Det er dødsfald, der ikke burde have fundet sted – men sker fordi Cuba og dets historisk robuste og effektive offentlige sundhedssystem er berøvet sine ressourcer.”

I rapporten kan man læse, at der pt. er 32.000 gravide kvinder i Cuba – altså bliver der på et år født cirka 40.000 børn på øen. Med en spædbørnsdødelighed på 4 promille ville der således dø 160 småbørn i Cuba – under blokadens realiteter er dette tal mere end fordoblet. USA’s blokade; Trump og Rubio har over 200 småbørns liv på samvittigheden blot i år.

Og dertil har blokaden mange andre dræbende konsekvenser.

Blokaden bliver diskuteret og kritiseret i mange internationale sammenhænge. Nyligt i FN’s menneskerettighedsråd, hvor det blev fastslået, at blokaden er et alvorligt brud på cubanernes menneskerettigheder.

Blokaden under Trump

USA’ blokade mod Cuba har eksisteret siden 1961. Den har aldrig været så hård og omfattende som den er i dag under USA’s præsident Trump – og hans udenrigsminister Marco Rubio.

Cubas rapport til FN opsummerer, at blokaden har kostet landet 8.083.300.000 dollars i perioden fra 1. marts 2025 til 28. februar 2026 – i øgede udgifter, mistede indtægter og tabt produktion. Beløbet svarer til 52 milliarder danske kroner eller 142 millioner kroner om dagen.

Præsident Trump er helt åben om formålet med blokaden. Han ønsker ”at tage Cuba” , som han ordret har sagt i forbindelse med underskrivelsen af en af flere dekreter om stramninger at blokaden.

Han har direkte sagt, at ”det ville være en ære for ham” at skabe et systemskifte i Cuba.

Den fjendtlige og åbenlyse retorik fra Washington er en del at strategien.

Cubas rapport til FN påpeger flere gange, at Trumps ønske er at skræmme lande og virksomheder fra at handle med, investere i og samarbejde med Cuba.

Af de 13 præsidenter, der har regeret i Det Hvide Hus siden revolutionen sejrede i Cuba i 1959, er Trump den, der mest målrettet går efter at gøre blokaden international – altså true og tvinge andre lande og virksomheder i hele verden til at bryde deres forbindelser med Cuba. Denne såkaldte ekstraterritoriale konsekvens af blokaden er i strid med FN-pagten, WTO’s handelsregler og internationale konventioner om søfart og diplomati.

Således er USA’s blokade da også blevet fordømt af hvert år i over 30 år med næsten enstemmighed i FN’s Generalforsamling. Kun USA og Israel har alle årene stemt imod resolutionen, der kræver blokaden ophævet.

***************************************************************************

**************************************************************************

Under Trump er kapitel 3 i Helm-Burton loven blevet aktiveret. Kapitel 3 i denne blokadelov åbner for, at der ved domstole i USA kan rejses sager mod personer og virksomheder, der handler med eller investerer i cubanske virksomheder, som er nationaliseret efter revolutionen – selvom disse nationaliseringer er sket i henhold til international lovgivning.

Rapporten til FN oplyser på side 29, at der indtil marts 2026 er været rejst 46 sådanne retssager i USA, hvoraf 24 stadig er under behandling.

Danske Mærsk og DSV har været i retten med krav om at betale million-erstatning for at have losset og lastet containere på en kaj som familien Blanco-Rosell ejede før familien udvandrede til USA.

Og netop trusler om retssager, erstatninger og tab af goodwill i USA har fået flyselskaber og rederier til at stoppe transporter til og fra Cuba. Dette gælder også de store tyske og franske rederier Hapaq-Lloyd og CMA/CGM.

Som Cubas udenrigsminister Bruno Rodriguez citeres for i starten af denne artikel, så lossede de to store europæiske rederier spontant 7000 containere, der skulle have været til Cuba, i havnebyer i nabolande i Caribien dda de havde hørt eller læst Trumps dekret fra 1. maj i år. Og rederierne modtager i dag ikke ordrer på transporter til Cuba.

Når man spørger det danske udenrigsministerium og EU, hvad de gør for at forsvare danske og europæiske erhvervsinteresser i Cuba, har svarene enslydende været henvisning til EU’s såkaldte ”Blocking Statute”. Den handler om at virksomheder i EU kan søge støtte i EU-systemet til at håndtere sådanne juridiske og økonomiske problemer som følge af USA’s blokade.

Der er foreløbig ingen beretninger om, at denne ”Blocking Statute” har været i anvendelse endsige løst et problem.

Byggeri, transport og landbrug

Blokaden rammer alle dele af Cubas økonomi og samfundsliv.

Byggeriet af boliger og andet byggeri samt anlæg af veje var i det forløbne år på de næstlaveste niveau siden revolutionens sejr i 1959. Kun 43 procent af planlagte vejanlæg blev gennemført, 58 procent af nødvendige reparationer i lufthavne blev udført, 64 procent af påtrængende arbejder med vandforsyning blev gennemført og boligbyggeriet nåde kun 53 procent af det i forvejen utilstrækkelige måltal.

Årsagerne er mangel på materialer og brændstof.

Den offentlige transport er tæt på stoppet.

Rapporten redegør på side 37 for, at der skal køre cirka 3000 busser i hovedstadsområdet for at sikre en blot nogenlunde service. De fleste dage kører der omkring 100 busser i Havanna.

Det er en situation, der betegnes som mere alvorlig end under den ”specielle periode” efter Sovjetunionens opløsning i 1990’erne.

Landbrugsproduktionen er i bund på grund af mangel på brændstof, gødning, såsæd, sprøjtemidler, maskiner, energi til kunstvanding m.m.

Rapporten bringer på side 38 et eksempel fra risdyrkningen.

Høstudbyttet blev kun 1,9 ton ris per hektar i 2025. Det er et fald på 2,31 ton i forhold til resultatet i 2018 på 4,21 ton per hektar.

Det samlede tab i landbruget på grund af blokaden opgøres til godt 848 millioner dollars eller 5,5 milliarder kroner.

Cubas indtjening af udenlandsk valuta er også styrtdykket. Især fordi den internationale turisme til Cuba er faldet fra over 4 millioner om året før corona og før Trump til i dag mellem en halv og én million.

Rapporten til FN oplyser, at tabet af turismeindtægter er på 2.093.914.700 dollars – svarende til næsten 14 milliarder kroner. Det er et tab på 1500 kr. for hver cubaner blot på denne post.

I indledningen til rapporten slår forfatterne fast, at den cubanske befolkning lider materielt og mentalt: ”Cubanerne udsættes for en psykologisk krig, som skal øge bekymring og angst og lede til en opstand. Mens blokaden strammes til ekstremer uden fortilfælde og USA helt bevidst udvider den til flere og flere områder udsættes det cubanske folk for et voldsomt fald i deres livskvalitet og udsættes for en enorm skade.”

Det værste er manglen på energi og brændstof som rammer alt og alle: lys og vand i hjemmet, kommunikation, aircondition og vifter, madlavning, transport, radio og tv, fødevareforsyning og afhentning af skrald, som hober sig op.

Præsident Trump præsenterede sit dekret om en total olieblokade mod Cuba den 29. januar i år – godt 3 uger efter at hans militær havde slået til i Caracas, kidnappet landets præsident og lukket for Venezuelas olieforsyninger til Cuba.

Siden da har Cuba kun modtaget et tankskib, der bragte 100.000 tons olie fra Rusland.

Det er, hvad Cuba bruger på et par uger.

Rapporten til FN fastslår, at Cuba frem til udgangen af maj var 2.667.800 tons olie bagud i forhold til planlagt import….. over 20 store tankskibe med olie er udeblevet – skræmt væk.

Der er modstand og solidaritet

Cuba arbejder hele tiden på at informere verden om blokadens konsekvenser, og prøver også at nå befolkningen i USA. I maj måned modtog Cuba besøg af to medlemmer af Repræsentanternes Hus i Washington.

Efter nogle dages ophold i Cuba og møde med både befolkning og myndigheder holdt de to politikere; Pramila Jayapal og Jonathan L. Jackson fra Demokraterne pressemøde, hvor de sagde: ”Hvis det amerikanske folk kendte til de voldsomme ting, der sker i Cuba, så ville de kræve at blokaden straks ophæves”.

Under deres besøg i Cuba havde de blandt andet mødt lægen Niurka Moreno Obregon som arbejder på et fødehospital, og som fortalte om tilbagevendende strømafbrydelser som rammer nyfødte i kuvøser.

Og de mødte kirurgen Yudmila Rodriguez Verdecia, som når strømmen går midt i en operation, så fortsætter operationen med lys fra mobiltelefoner, hvis der ikke er strøm på batterierne.

Og de hørte om Licet Rodriguez Alonco, hvis 15-årige søn er kræftsyg, og i behandling. Men Cuba kan ikke skaffe den nødvendige medicin og sikre optimal strålebehandling, så overlevelsen blandt Cubas kræftsyge er faldet fra 85 procent til 65.

Rapportens sidste sider beretter om de omfattende internationale protester mod USA’s blokade – både fra regeringer, parlamenter og fra fagforeninger, solidaritetsbevægelsen og folkelige organisationer – og rapporten runder af med ordene:

Trods de vanskelige omstændigheder, så står Cuba ikke alene og isoleret. Det store flertal i det internationale samfund fortsætter med at udtrykke deres solidaritet med Cuba.

Den store udfordring, som det cubanske folk står over for i mødet med en nådesløs belejring, vækker fortsat beundring og inspiration over hele jorden. Det cubanske folk vil overvinde vanskelighederne med sin styrke, sin kreativitet og sin beslutsomhed som ikke kan blokeres.

Cuba som BRICS-partner

Umiddelbart efter præsentationen af rapporten til FN rejste Cubas udenrigsminister Bruno Rodriguez til New Delhi i Indien for at deltage i det 18. BRICS-topmøde.

Cuba er associeret partner-medlem af BRICS, hvis grundlæggere er Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. I dag er der yderligere seks store medlemslande (Egypten, Etiopien, Indonesien, Iran, Saudi-Arabien og UEA), mens Cuba er et af 10 såkaldte partner-lande.

Topmødets sluterklæring omfatter en klar støtte til Cuba med krav om at USA ophæver sin blokade. Ifølge medierne havde Cuba en række bilaterale samtaler under topmødet med fokus på energispørgsmål.

Kina har det seneste år leveret Cuba meget store mængder solpaneler, der er opsat både som solcelleparker, der leverer strøm til det nationale el-net, og som mindre anlæg der opstilles decentralt. Også andre BRICS-lande har bidraget til at løse Cubas akutte energiproblemer.

Denne artikel har været bragt i Arbejderen.dk

• Så meget koster blokaden Cuba i dollars:
• Sundhedssektoren: 367.303.500
• Folkeskolen: 73.799.500
• Højere uddannelser: 24.207.000
• Fødevareproduktion: 848.088.919
• Sport: 36.271.620
• Kultur: 435.523.400
• Bioteknologi: 134.378.690
• Turisme: 2.093.914.700
• El og energi: 802.352.780
• Telekommunikation: 135.427.300
• Transport: 202.010.740

Find hele rapporten (på engelsk/spansk) HER