Åbent brev til Joe Biden fra Dansk-Cubansk Forening

I anledning af Cubas rolle som mægler i den fredsaftale, som Colombias regering har indgået med den væbnede gruppe, ELN, har Dansk-Cubansk Forening skrevet et åbent brev til USA’s præsident Joe Biden. Vi opfordrer ham til at tage Cuba af USA’s liste over terroriststater (State Sponsors of Terrorism). Nedenfor er en dansk oversættelse af brevet. 

Foto: Telesur

Kære Præsident Joe Biden

Jeg skriver til dig i håb om, at du vil rette op på en forfærdelig fejl, der blev begået af din forgænger, Donald Trump. På sin vej ud af Det hvide Hus i januar 2021 satte han Cuba på USA’s liste over terroriststater; en liste, som du naturligvis husker, at Barack Obama fjernede Cuba fra i 2015, mens du selv var vicepræsident.

Under din valgkampagne udtalte du direkte, at Trumps politik generelt havde ”skadet det cubanske folk”, og det er hævet over enhver tvivl, at denne, hans sidste afskedshilsen til cubanerne har gjort deres liv vanskeligere.

Angiveligt skulle Trumps handling hænge sammen med Cubas rolle som mægler under de colombianske fredsforhandlinger, som fandt sted i Havanna. – Den samme fredsproces, som du selv for nyligt udtrykte din helhjertede støtte til, da du mødtes med den colombianske præsident, Gustavo Petro i marts i år.

Fredsforhandlingerne har været i gang en del år efterhånden, og gennem hele processen har især Cuba og Norge spillet en meget vigtig rolle som mæglere.

Den første colombianske præsident, som opnåede et gennembrud i fredsforhandlingerne, var præsident Juan Manuel Santos, som modtog Nobels Fredspris i oktober 2016. Han spillede en afgørende rolle i forhandlingerne med FARC-EP. Den aftale, der dengang blev indgået, indeholdt blandt andet en beslutning om våbenhvile, at FARC-EP nedlagde våbnene, etablering af et freds tribunal samt forberedelsen af en landbrugsreform.

I 2018 overtog Ivan Duque præsidentposten i Colombia. Han ønskede at genforhandle fredsaftalen fra 2016, og frem for alt ønskede han ikke nogen landbrugsreform. Det medførte voldelige optøjer, mord og uro i landet. På trods heraf blev de første skridt taget mellem 2018 og 2020 til at åbne forhandlingerne i Havanna mellem Colombias regering og den næststørste oprørsgruppe, ELN.

Desværre valgte den colombianske regering at forlade forhandlingerne i 2020 og efterlod ELN tilbage i Havanna sammen med fredsmæglerne fra Norge og Cuba. Umiddelbart herefter blev repræsentanterne fra ELN erklæret for uønskede i Colombia.

Dette valgte Donald Trump at bruge som et påskud for, dels at stemple ELN-repræsentanterne som terrorister, dels at sætte Cuba tilbage på USA’s liste over stater, der støtter terrorisme. En himmelråbende uretfærdighed mod et land, der i den grad har stillet sig til rådighed som mægler under Colombias vanskelige fredsforhandlinger.

Ikke desto mindre støtter Cuba stadigvæk Colombias komplicerede vej mod fred, og siden den colombianske præsident Gustavo Petro kom til magten i 2022, har man gjort nye forsøg.

Den 2. maj i år blev forhandlingerne genoptaget i Havanna, støttet af mæglere fra ikke kun Norge og Cuba, men også Latinamerikanske lande som Mexico, Brasilien og Chile – en forhandlingsproces, der tillige har opbakning fra EU og Schweiz. Og den 9. juni mundede forhandlingerne ud i en ny aftale mellem Colombias regering og ELN. – Et vigtigt skridt fremad i fredsprocessen, som vi alle bør fejre.

For at fejre den bedrift beder jeg dig om at tage Cuba af USA’s liste over terroriststater. Du har magten til at gøre det. Cuba støtter ikke terrorisme: Cuba yder støtte med læger og sundhedspersonale til lande i nød, det har vi alle været vidne til under Corona-pandemien. Og Cuba støtter stadigvæk fredsprocessen i Colombia – et land, der har lidt under mere end 50 års borgerkrig.

I håb om et positivt svar

Venlig hilsen

Susanne Wind, Formand for Dansk-Cubansk Forening

København den 15. juni 2023