Svar til artiklen: ”Er Cubabladet blevet et organ for USA’s interesser?”

Det er ikke planen, at Cubas ’offentlige’ sektor med sundhed, uddannelse, sociale sektor som sådan skal baseres på princippet om ”at prisen skal afspejle omkostninger”. Men den statslige produktionssektor er nød til at levere resultater, hvor prisen afspejler produktionsomkostningerne.
Foto: Cubadebate.cu

af Henrik Thejl i Havanna, 15.5.21

Jeg er blevet bedt om at give mit svar til Søren Poulsens artikel ”Er Cubabladet blevet et organ for amerikanske interesser?

>>> HER KAN DU LÆSE SØREN POULSENS ARTIKEL.

Jeg skal prøve at svare så godt som muligt, men kommer lidt til kort i de makroøkonomiske spørgsmål, da jeg godt nok har et bifag i samfundsfag fra universitet, men jeg har ikke de nødvendige økonomiske forudsætninger, som Søren Poulsen har med sin merkantile baggrund. Jeg har dog fulgt en del debatter i de cubanske medier og oplevet hverdagen igennem mange år herovre, så mit svar beror på mine erfaringer herfra og den beskedne viden, jeg har om makroøkonomi. Derudover kender jeg en del til det cubanske samfund og dets filosofi, og det i sig selv kan også hjælpe med til at forstå de socio-økonomiske sammenhænge.

Søren Poulsen skriver, at Cubas nye økonomiske strategi lyder som et Liberal Aliance slogan: ”det skal kunne betale sig at arbejde”. Jeg mener at kunne huske, at det også var et Løkke Rasmussen/Venstre slogan

Det kunne måske lyde som et Liberal Aliance/Venstrer slogan, men Cubas økonomiske opbygning bygger på en helt anden samfundsfilosofi end den aktuelle socio-økonomiske situation i landet, og den bygger tillige på en helt anden historisk kontekst end den aktuelle situation.

Cubas forfatning af 1975 forudsatte et helt igennem socialistisk samfund, hvor staten ejede produktionsmidlerne og landets goder blev fordelt så ligeligt som muligt mellem landets borgere ud fra et egalitært princip, der betød udligning mellem højeste og laveste løn (ca. 300% forskel mellem højeste og laveste løn) – ud fra det socialistiske princip om, at alle alle ”yder i forhold til evner, og nyder i forhold til indsats”. Dette betød samtidig lige adgang til forbrug (dog ikke forstået som konsumkultur), kulturtilbud og rekreationsmuligheder. Forfatningen slog fast, at arbejde ikke blot var en ret (som vi kender fra det danske samfund), men en pligt. Det er vigtigt at have denne historiske forklaring med, og at der var arbejde til alle, der ville arbejde.

Rishøst i Granma-provisen. Foto: Cubadebate.cu

Med Østbloklandenes sammenbrud forsvandt denne idealsituation. Cubas økonomi brød sammen, og man skulle ud på et kapitalistisk verdensmarked og handle. Det krævede US-dollars, og derfor tillod man cubanere at bruge USD i dollarsbutikkerne, som ellers kun havde været tilgængelige for udlændinge. Cubanernes mulighed for brug af USD skabte en kraftig efterspørgsel efter disse, da det var i dollarsbutikkerne, man kunne købe de fleste varer. Det medførte en hyperdevaluering af den lokale mønt (15000% eller 1 USD=150 pesos), så lønninger reelt set intet var værd i dollarsbutikkerne. Når man vekslede sin månedsløn til USD, kunne man købe en liter madolie til 2 USD, og så var den månedslønnen opbrugt.

Hvem nød godt af dollariseringen af økonomien?

Dollarisering af økonomien og hyperdevalueringen af den lokale pesos åbnede op for US-pengeforsendelse fra familiemedlemmer i USA (og andre steder). Pengeforsendelse er absolut ikke er noget gode for et samfund (som Søren Poulsen så rigtigt gør opmærksom på), men udtrykker nærmere en krisesituation for det pågældende land, og det var netop Cubas situation i 1990’erne, for staten SKULLE have USD til at handle på verdensmarkedet (hvor man før 1990 havde været uafhængig af USD i sammenhandlen med Østbloklandene, der stod for næsten 85% af Cubas samlede udenrigshandel), for på verdensmarkedet handles hovedsageligt i USD (hvad giver USD en monopollignende status på verdensmarkedet). Så derfor begyndte en udbygning af dollarsbutikker samt en begyndende satsning på turisme (specielt sol og strand turisme), som kunne give dollars-indtægter til staten mhp indkøb af udenlandske (rå)varer/services i USD. Dollarsbutikkerne kom til at hedde TRD-butikkerne, som står for Tienda Recaudadora de Divisa (eller på dansk: Butik til geninddrivelse af hård valuta), hvor cubanerne kunne forbruge deres tilsendte USD, og staten fik via moms og fortjeneste indtægter.

Konsekvenser af turisme

Efter det økonomiske sammenbrud i Cuba, som konsekvens af Østbloklandenes sammenbrud, hvor statslønninger blev udhulet med 15000% og som fjernede grundlaget for at kunne leve af ens løn, blev turisme-sektoren interessant at arbejde i (pga adgang til drikkepenge, gaver, kontakter mhp eventuel emigration etc), men derudover opstod der omkring turismeindustrien problemet med ”gineteros”/hustlere/prostitution, problemer, som Cuba ellers havde fået elimineret via egalitetsprincippet.

Sammen med de udhulede statslønninger, pengeforsendelser og hustleri/prostitution stillede en stadig større gruppe i samfundet sig udenfor arbejdsmarkedet. De officielle arbejdsløshedsstatistikker tæller IKKE folk med, der ikke vil arbejde, for i forfatningen af 1976 er det en pligt at arbejde, hvad automatisk betyder arbejdsgaranti, hvis man vil arbejde! Omvendt betød det, at man ikke fik økonomisk støtte, hvis man valgte ikke at ville arbejde.

Med revolutionen blev alle via boligreformen fra 1960 også sikret en bolig, hvad betyder, at de fleste cubanere ikke betaler husleje i dag (selvom boligmarkedet atter er blevet privatiseret); og man er sikret subsidieret mad, medicin, billig el/vand/off transport/billige kulturtilbud etc.

Da den økonomiske krise bryder ud i 90’erne, og de cubanske statslønningers realværdi styrtdykkede med 15000%, blev pengeforsendelse en guldgrube for modtagere heraf, og disse kunne leve i luksus uden at arbejde. De lave statslønninger fremmede hustleriet/prostitution specielt blandt cubanere, der ikke havde adgang til USD, og mange af disse (ofte unge) valgte at droppe både studie og arbejde, men når staten samtidig stod for alle de tunge udgifter (uddannnelse/sundhedssystem samt mange goder og services til stærkt subsidierede priser), blev de statslige udgifter (der var tænkt som en ligelig omfordeling af samfundets indtægter ud fra det egalitære princip) til gratis ydelser for en stor gruppe mennesker, der omvendt ikke yder noget til skabelse af værdi i samfundet.

Det er uholdbart, hvis mange cubanere vælger at forbruge statsstøttede varer og serviceydelser uden selv at producere noget. Foto: Cubadebate

Så derfor er den aktuelle situation en helt anden end som den var tænkt i sit udgangspunkt: I de sidste 30 år har den økonomiske situation i landet gjort det alt for let for en al for stor gruppe i samfundet at lade være med at arbejde og blot leve af pengeforsendelser eller former for hustleri/prostitution og – ikke mindst – den udbredte korruption blandt statsansatte, netop forårsaget af samme økonomiske krise. Det er absolut ikke bæredygtigt (eller retfærdigt!) for et såkaldt socialistisk land som Cuba. Man må ikke forfalde til idealer men er nød til at se realistisk på en given situation på et givet tidspunkt i et samfund, og for Cubas vedkommende er det bydende nødvendigt, at de mange, som ikke (gider) arbejde(r) men nyder af de samme ”gratisydelser” fra staten, begynder at arbejde, og da man ikke fysisk kan tvinge folk til at arbejde, er der kun tilbage at bruge guleroden om, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”, for det er netop årsagen til, at mange ikke arbejder.

Forskellen mellem Liberale Alliance og Cuba på dette punkt er ideologisk: Liberal alliance vil sikre virksomhedernes konkurrencedygtighed/fortjeneste og lade lønmodtageren betale for dette. I Cuba er formålet at sikre en fortsat høj ’velfærds-standard’ for alle og med lige muligheder for alle (lige adgang til uddannelse). Så der er ikke påtænkt udlicitering af hverken uddannelses- eller sundhedssektoren.

Spørgsmålet om pengeforsendelser

Dermed har jeg sådan set også til dels svaret på Søren Poulsens kommentar om, at pengeforsendelsers fra udlandet (f.eks. fra familiemedlemmer), der har tendens til at skabe et afhængighedsforhold mellem ”det store land” (USA) og ”det lille land” (Cuba). Søren Poulsen har fuldstændig ret, men glemmer blot forudsætningerne for denne ulykkelige situation.

Indtil 1993 var det som nævnt tidligere ikke muligt for cubanere at bruge USD i dollarsbutikkerne, der udelukkende var tænkt til diplomati og andre udlændinge i landet. Dvs der var absolut ingen afhængighed til US-dollaren. Men med det økonomiske sammenbrud måtte Cuba finde indtægtskilder i USD, fordi man nu blev afhængig af det kapitalistiske verdensmarked, hvor USD stadig har en vis monopol status. Cubanerne fik adgang til USD-butikkerne, men det resulterede i en hyperdevaluering af deres egen mønt, der skabte endnu større afhængighed af USD.

Men det er alt for let og idealistisk blot at ignorere nødvendigheden af pengeforsendelse. Lille ’trygge’ Danmark har ingen grund til bekymring, fordi vi har en veludviklet økonomi og er en del af en vigtig magtfaktor (EU) samt er tillige ‘best friend’ med USA, men pengeforsendelse er en hel logisk og nødvendig udvikling i fattige lande, hvor store grupper emigrerer til de rige lande med henblik på at sende penge til deres betrængte familier i de respektive lande. Det har vi også oplevet i Danmark siden immigration fra Tyrkiet startede.

Havde Cuba ikke accepteret pengeforsendelser fra 1990’erne, er det nok mest tænkeligt at Revolutionen var bukket under pga sult og nød.

Man er nød til at medtænke, at vi IKKE lever i en liberal verden med et frit verdensmarked. Lige meget hvordan vi vender og drejer begreberne, så lever vi i en neokolonial tid, og trods internationale konventioner og internationale handelsaftaler påtvinger USA i bedste emperiale stil økonomiske sanktioner mod lande, der ikke underlægger sig Pax America.

Jeg har beskrevet en del af de økonomiske sanktioner mod Cuba i tidligere artikler, så det vil jeg undlade her. Men de mange US-sanktioner mod landet gør det næsten umuligt for Cuba at handle på det dårligt kaldte frie verdensmarked. Den cubanske stat må end ikke bruge USD i handelsrelationer, hvorfor selv store europæiske banker er blevet pålagt milliardbøder (selv i USD) for at lave handelstransaktioner i USD for Cuba.

Blokaden er en stor belastning for Cubas økonomi og produktive udvikling. Illustration: Cubadebate.cu

Derfor nytter det ikke noget at idyllisere situationen i Cuba. Cuba har – under de givne forhold – brug for alle de USD og EURO, som landet kan få fat, herunder pengeforsendelserne. Eller måske nærmere, den cubanske familie har brug for pengeforsendelserne til at lette trykket på den daglige økonomiske situation, og – som sagt – havde Cuba ikke accepteret pengeforsendelser, var det mest oplagte scenarium, at Revolutionen var brudt sammen for mange år siden!

Det er også derfor, at Obama ville støtte de private virksomheder i Cuba og sanktionere de statslige virksomheder (og dermed deres ansatte). Obama var ”intelligent”. Han ville nedbryde Revolutionen ved at skabe endnu større ulighed i det cubanske samfund samt skabe en rig privat middelklasse, der ville forgude US-kapitalismen og derved skabe en voksende elitegruppe som stadig mere besværlig modpol til Revolutionen. ”It’s time to do something new”, som han sagde i december 2014.

Trump ville knække de sidste socialistiske stater i Latin Amerika (Venezuela, Nicaragua og Cuba), så via fakehistorien om Habana syndromet startede han sin psykologiske krig mod Cuba og indførte 243 sanktioner mod landet i sin regeringstid.

Om pridannelse, subsidier og rationeringsbogen

Søren Poulsen skriver: ”Hele det offentlige system i Danmark i almindelighed og i det kommunistiske system i Cuba i særdeleshed er netop baseret på, at prisen ikke afspejler omkostningerne ved produktionen”.

For det første er Cuba ikke en kommunistisk stat. Det findes ikke og har ikke fandtes nogen steder i verden endnu. Det handler ikke bare om økonomisk omfordeling, men også om et mentalt paradigmeskift, næsten sådan udtrykte Che Guevara det. Kommunismen er et ideal men er pt langt fra realiserbart med den nuværende økonomiske situation i Cuba. Der er langt fra de rette betingelser for dette! Cuba oplevede en socialistisk Revolution, men det var i en historisk set helt anden situation. Cuba nåede at indføre en socialistisk stat, men man nåede aldrig frem til ‘den kommunistiske stat’ inden det økonomiske sammenbrud i 90’erne. Revolutionen var for ung, og med USA’s kommunistskræk og evindelige kamp mod ”kommunistiske” tendenser, hvor de end udvikler sig i verden (selv den dag i dag), har det været umuligt at udvikle en kommunistisk stat.

Derudover er det ikke planen, at Cubas ’offentlige’ sektor (sundhed, uddannelse, sociale sektor som sådan) skal baseres på princippet om ”at prisen skal afspejle omkostninger”. Men den statslige produktionssektor er nød til at levere resultater, hvor prisen afspejler produktionsomkostningerne.

Søren Poulsen kommer ind på spørgsmålet om betalingsbalancen, og at Cuba siden år 2009 har haft overskud på betalingsbalancen på gennemsnitlig 2 % og kommenterer: ”Det er pænt uden at være prangende”.

Jeg har igennem årene fulgt debatterne i Poder Popular (Folkemagtens Nationalforsamling, red.) og deres årsrapporter om den økonomiske udvikling, og det, der har været kendetegnende, har været understregningen af behovet for en økonomisk vækst på omkring 7% om året for at skabe den nødvendige udvikling. Betalingsbalanceoverskuddet beror specielt på salg af ydelser, specielt udsending af diverse sundhedsbrigader til andre lande. På varesiden alene har Cuba et dundrende underskud på betalingsbalancen.

Cuba og Danmark er to forskellige økonomiske verdener

Cuba har et årligt BNP på ca. 100 milliarder USD (8.800 USD pr indb) med en befolkning på ca 11,3 millioner indbyggere. Danmark har et BNP på ca. 350 milliarder USD (ca. 60.000 USD pr indb). Den danske økonomi og industri og veludviklet. Det er den cubanske ikke! Der skal bruges store summer til investeringer i de kommende år for modernisere industri og landbrug samt forbedrer infrastrukturen, og derudover er der brug for, at menigmand føler, at han kan leve af sin løn for at skabe en arbejdsstyrke, der reelt er klart til at yde en indsats.

Med Trump adminstrationen er det cubanske handelsbalance overskud på retur pga. Trumps tilbagerulning Obama’s åbning overfor Cuba. Pga. Trump-sanktioner forsvandt US-turisme allerede før coronapandemien, US-fly blev forbudt at lande i andre lufthavne end Havanna, US-borgere må ikke bestille og bosætte sig på hoteller, hvor den cubanske stat er ejer/medejer (hvilket gælder størstedelen af hotellerne), og derudover blev Cuba i Trumps sidste præsidentdage placerede på USA’s liste over terroreksporterende lande, fra hvilken Cuba var blevet fjernet under Obama adminstrationen. Samtidig blev der i midt 2020 lukket ned for pengeforsendelser fra USA til Cuba.

Ifølge US-kongressens egne oplysninger blev der i 2019 sendt 3,7 milliarder USD (ca. 22 milliarder dkr) i pengeforsendelser til Cuba. Pga. Trumps øgede sanktioner mod Cuba, og ikke mindst forbuddet mod pengeforsendelser til Cuba i 2020, faldt pengeforsendelserne med ca 60% for hele 2020. Indtægter fra turismen faldt naturligvis også i 2020, efter at Cuba næsten var nået op på 5 millioner årlige besøgende gæster til landet. Tillige forsvandt en stor andel af indtægter fra serviceydelser, som landet eksporterer, herunder de mange afbrydelser af udsendte brigader af cubanske læger og sygeplejersker, som Cuba har en lang tradition for.

I løbet af Trump æraen (og med stor pression fra netop Trump administrationen!) afbrød lande som Brasilien, Bolivia og Ecuador deres kontrakter med Cuba, hvad betød hjemsendelse af næsten 15.000 sundhedsarbejdere og derved mistede indtægter for disse services. I 2020 kaldte Trumps udenrigsminister Cubas sundhedsmissioner for ”tvunget arbejdskraft”, og at disse sundhedsarbejdere ”af Castro regimet var ofre for menneskehandel”. USA ved godt, at det er på service-siden, at overskuddet på Cubas betalingsbalance opstår, så det er naturligvis her, der skal slås ned på Cuba, set med amerikansk Western-filosofi. Der er – som tidligere nævnt – et dundrende underskud på Cubas betalingsbalance i forhold til varer.

Afbrydelserne af sundhedsmissionerne i de respektive lande har haft alvorlige menneskelige konsekvenser. Men under pandemien har Cuba ikke desto mindre sendt 55 brigader ud til over 40 lande (heriblandt europæiske lande) for at bekæmpe coronaudviklingen i de respektive lande. Disse brigader er nu nomineret til Nobels Fredspris.

Cubansk corona-lægebrigade i Torino i Italien. Foto: Cubadebate.cu

De fleste lande er blevet ramt økonomisk hårdt af pandemien, men Cuba skal tillige kæmpe mod en stadig voldsommere US-blokade. Pt har Cuba mistet en meget stor del af sine indtægter i hård valuta (udebleven turisme, afbrudte sundhedsmissioner, forbud mod pengeforsendelser fra USA til Cuba). Derfor har man nu atter set sig nød til midlertidig at lave butikker (de såkaldte ”MLC butikker”), hvor man kun kan handle i USD, så staten via salg af varer i indenrigshandel får USD til at kunne importere vigtige (rå)varer.

Der har været mindre overskud på betalingsbalancen i de sidste 10 år, hvis man medtæller services (ellers har Cuba som nævnt et dundrende underskud på vare-siden), og det er jo sigende i sig selv for en økonomi, der har været så hårdt sanktioneret fra USA: Trods en blokade, der på alle måder forsøger at forhindre Cuba i at samhandle med omverdenen, lykkes det landet at få overskud på dets betalingsbalance. Men USA’s selvforståelse om ‘the american way of life’ som ultimativt eneste farbare vej for et hvilket som helst land i verden betyder, at alle alternative veje skal forhindres. Og det er i det lys, man skal forstå USA’s fjendtlige forhold til Cuba, eller for den sags skyld Kina, Rusland, Venezuela, Nicaragua, Bolivia og mange mange andre lande.

Men det ændrer ikke ved, at Cubas økonomi igennem mange år har været usund (trods overskud på betalingsbalancen), da dens opbygning baserede sig på en ren socialistisk stat, men med Østbloklandenes sammenbrud brød den cubanske økonomi sammen og tvang Cuba til ”liberalisering” af sin økonomi (= tilladelse af privat virksomhed).

Det betød samtidig enden for det egalitære princip, fordi det udviklede sig til gratisydelser for en del af befolkningen, der valgte at stille sig udenfor samfundet (ikke arbejde) og leve godt af pengeforsendelser, hustleri, tyveri fra staten, hustleri, prostitution. Lidt overdrevet sagt blev de socialt marginaliserede grupper de nye velhavere, og det er – lige meget hvad – ikke en sund udvikling for et samfund. Denne situation SKAL ændres, sådan at folk ser arbejde som den vigtigste indtægtskilde. Og så vi er tilbage ved Liberale Aliances slogan ”Det skal kunne betale sig at arbejde”

Ved at fjerne subsidier på eksempelvis rationeringsvarer (+ andre varer/services) og samtidig hæve de statslige lønninger klækkeligt (mellem 500 – 1000 %) har det allerede vist sig, at mange, der ikke har arbejdet i årevis, har følt sig ”tvunget til” at finde et arbejde for at få økonomien til at hænge sammen og – alt andet lige – er det ikke altså ikke så dårligt!

Henrik Thejl Hansen er folkeskolelærer og Cand Mag i spansk/samfundsfag, bosat i Cuba igennem 21 år

One thought on “Svar til artiklen: ”Er Cubabladet blevet et organ for USA’s interesser?”

Lukket for kommentarer.