ForeningenGeneralforsamlingNyheder

Referat af generalforsamling 2025

Cubas ambassadør, Ana María Chongo, deltog som gæst og indledte med at sende en hilsen til generalforsamlingen og takke for et godt samarbejde i det forløbne år. I sin hilsen understregede hun, at Cuba befinder sig i den værst tænkelige økonomiske situation på grund af den vedvarende økonomiske blokade, og USA’s placering af Cuba på sin liste over lande, der støtter terrorisme.

Klar til et nyt år med solidaritet med Cuba. Foto: DCF

Referat af Generalforsamling DCF – lørdag den 29. marts 2025

Dagsorden

  1. Valg af dirigent og referent, godkendelse af forretningsordenen og dagsorden
  2. Hovedbestyrelsens beretning
  3. Regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Planer for det kommende år
  6. Vedtagelse af budget og kontingent
  7. Valg af hovedbestyrelse
  8. Valg af 2 suppleanter
  9. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant
  10. Eventuelt


    Forud for selve generalforsamlingen
    Cubas ambassadør, Ana María Chongo , deltog som gæst og indledte med at sende en hilsen til generalforsamlingen og takke for et godt samarbejde i det forløbne år. I sin hilsen understregede hun, at Cuba befandt sig i den værst tænkelige økonomiske situation på grund af den vedvarende økonomiske
    blokade, og USAs placering af Cuba på sin liste over lande, der støtter terrorisme. Det skaber store problemer i forbindelse med såvel investeringer som samarbejde med udlandet. Hun opfordrede til, at der blev gjort en indsats for at fremme samarbejdet mellem Cuba og Danmark, navnlig på landbrugsområdet, hvor Danmark har stor ekspertise.

    Ad 1) – Valg af dirigent og referent, godkendelse af forretningsordenen og dagsorden Som dirigent valgtes Kirsten Bindstrup, som referent Kirsten Schelbeck.
    Dirigenten gennemgik dagsordenen. Det bemærkedes fra salen, at der ikke burde stå revisor, men bilagskontrollant, idet titlen revisor er ansvarspådragende.
    Herefter oplæste dirigenten forretningsordenen. Såvel dagsorden som forretningsorden godkendtes
    enstemmigt.
    Der nedsattes et stemmeudvalg på 3 medlemmer: Helle Bruun, Tom Henriksen (senere erstattet med Thomas Lindrod) og Rikke Adelsten.

    Ad 2) – Hovedbestyrelsens beretning
    Grundet formanden, Susanne Winds fortsatte sygemelding forelagde forretningsudvalgsmedlem Jena Bjerregaard hovedbestyrelsens beretning.
    Jena henviste til beretningen, der er trykt i sidste nummer af Cubabladet og fremhævede, at det trods formandens sygemelding havde været et aktivt år for foreningen, og at der på grund af Trumps evindelige stramninger af blokaden og pressioner mod tredjelande, som handler med Cuba, mere end nogensinde er brug for at styrke solidariteten med Cuba. Vi samler hospitalsudstyr ind og opfordrer rejsende til at tage en ekstra kuffert med medicinsk udstyr med, når de rejser til Cuba. USAs blokade rammer i dag så hårdt, at mennesker dør, når de ikke kan få den nødvendige medicinske behandling. Vi har taget en række initiativer i forhold til folketinget, regeringen, Europa-Parlamentet og Kommissionen.

Siden sidste generalforsamling er foreningen flyttet til Græsrøddernes Hus, Studiestræde 24, hvor vi er blevet naboer til NOAH og DEO – Demokrati i Europa Oplysningsforbundet- som vi har et fint samarbejde med. Vi er også ved at få god kontakt med de øvrige organisationer i huset bl.a. Rød Grøn Ungdom, Global Aktion, Operation Dagsværk. Vi afholder månedlige husmøder og har bl.a. i marts haft en Tour de Chambre – Besøg hos naboerne – med 20-30 besøgende. Vi er glade for den kontakt, vi har fået med yngre kræfter. Vi har holdt 2 velbesøgte medlemsmøder. Vi har desuden deltaget med en bod på Rød 1. Maj og som noget nyt har vi deltaget med en bod på Østerbro Weekend og på Valbydagene. Begge dele var en stor succes, og vi fik snakket med mange nye mennesker. Vi har holdt fester og markeret Ches og Fidels fødselsdage. Der var stor tilslutning til revolutionsfesten den 15. marts.
Der har også været stor aktivitet i lokalafdelingerne og i de forskellige arbejdsgrupper. Fokus for vores arbejde har været at tiltrække nye medlemmer. Det er hårdt tiltrængt. Susannes motto sidste år var, at det også skal være sjovt og berigende at være medlem af Cubaforeningen, og det vil vi fortsat bestræbe os på.
Lokalafdelingen i Kolding har holdt en række oplysende møder og deltaget i lokale aktiviteter, bl.a. med en velbesøgt bod 1. maj. I juni afholdtes der en sommerfest, der gav et pænt overskud til MediCuba. Det lykkedes afdelingen i lighed med tidligere år at sælge 900 lodsedler under kampagnen i oktober/november. I december deltog afdelingen i foreningens Verdensjulemarked i København med en ”Jysk Landhandel”.
Lokalafdelingen på Fyn har løbende samlet ind til indkøb af medicinsk udstyr til Cuba – i alt 20.000 kr. Herudover har foreningen deltaget i 1. maj aktiviteterne på Fyn og Grundlovsmødet i Svendborg, som samler alle politiske tendenser, samt afholdt flere gadeaktiviteter.
Indsamlingsgruppen fortsætter med at pakke og sende kufferter med medicinsk udstyr til Cuba. Gruppen har planer om at sende en container med bl.a. 3 ultralydsscannere og andet overskudsudstyr. De vil evt. blive mulighed for at kunne sende en 40 fods container af sted.
Kirsten Bindstrup orienterede om afleveringen af to Scherfig-billeder, doneret af Ole Trier, til Museo de Bellas Artes i La Habana. Der havde været nogle formelle problemer, men de var ved at blive løst.
Herefter oplæste hun en hilsen fra ICAP – Institut for Venskab med Folkene, hvori 1. vicepræsident i ICAP, Noemi Rabazá Fernández, ønsker tillykke med generalforsamlingen og indtrængende opfordrer foreningen til at fortsætte indsatsen i kampen mod USAs urimelige blokade og for solidaritet med det cubanske folk.
ICAP fylder 65 år i år og deltager i nordisk møde i København i oktober.
5 fremtrædende medlemmer af foreningen er døde i årets løb: Karsten Garder, Per Hørning, Christian Sievert, Jørgen Nielsen (Cuba-Jørgen), Ole Trier.
Forsamlingen mindedes dem med 1 minuts stilhed.
Beretningen godkendtes enstemmigt.

Ad 3) Regnskab
Kassereren, Peter Nansen, forelagde regnskabet og bemærkede, at det ikke var revideret pga revisors sygdom og hans søns begravelse i dag. Peter nævnte, at det havde givet udfordringer, at foreningen havde haft pc-problemer og var overgået til et nyt regnskabssystem, samt at han selv havde været syg, men at
regnskabet stemte!
Årets resultat var 25.634 kr. Egenkapitalen pr. 31.12.24 var på 134.278. Han anbefalede, at regnskabet godkendtes med forbehold for revisors godkendelse.
Herefter godkendtes regnskabet enstemmigt med forbehold for revisors godkendelse.


Ad 4) – Indkomne forslag
Der var ikke indkommet nogen forslag. Men forsamlingen blev spurgt om man kunne godkende et forslag til vedtagelse af en udtalelse. Dette vedtoges, og udtalelsen blev oplæst og bifaldet. Den kan læses på cubavenner.dk.


Ad 5) – Planer for det kommende år
Jena forelagde forslaget til årsplan, som overordnet lægger vægt på kampen mod USA’s blokade, som er ved at tvinge landet i knæ, materiel støtte i form af medicinsk udstyr, tiltrækning og fastholdelse af aktivister, udarbejdelse af letforståeligt materiale, herunder en ny lille folder om foreningen og brigaderne. En vigtig aktivitet er nordisk møde 3-4-5 oktober, hvor alle aktivister skal på banen.
Det nævntes fra salen, at lotteriet skulle med i årsplanen.
Med denne ændring vedtoges årsplanen. Se hele årsplanen på cubavenner.dk.


Ad 6) – Vedtagelse af budget og kontingent
Kassereren forelagde forslaget til budget for 2025, hvor han opererede med et underskud på 8.400 kr., idet han dog pegede på besparelsesmuligheder inden for porto, hvis flere selv hentede deres Cuba-blade, samt på området telefon/internet. Han anbefalede uændret kontingent.
Under den efterfølgende debat foresloges det at søge fondsmidler til forskellige aktiviteter. Der var ligeledes forslag om udgivelse af nye materialer. Fx var Fidel Castros tale på folkemødet i København i 1995 netop genudgivet i DVD-format.
Forslaget til budget og kontingent vedtoges enstemmigt.


Ad 7) – Valg af hovedbestyrelse
Dirigenten fastslog, at det som første underpunkt skulle vedtages, hvor stor hovedbestyrelsen skulle være (mellem 15-19 medlemmer). Det vedtoges, at antallet skulle være 18, som i dag.
Hovedbestyrelsen havde foreslået 18 kandidater, nemlig de siddende medlemmer, minus Kirsten Schelbeck, som ikke genopstillede, plus Jørgen Mortensen, som var villig til at opstille. Et medlem, Tom Henriksen, opstillede på generalforsamlingen. Det gav anledning til en diskussion om, hvorvidt kandidatforslag skulle indgives 10 dage før generalforsamlingen i lighed med forslag til behandling. Dirigenten påpegede, at dette ikke fremgik af vedtægterne. Der foretoges derfor afstemning, hvor de af Hovedbestyrelsen foreslåede kandidater valgtes. (Se listen over HB-medlemmer på cubavenner.dk)
Herudover deltager Marianne Maas som repræsentant for Kolding afdeling, Tommy Damgaard for Fyns afdeling og Gert Thøgersen for Nordjyllands afdeling i hovedbestyrelsen.

Ad 8) – Valg af 2 suppleanter
Som suppleanter genvalgtes Ole Nors Nielsen og Ole Astrup Nielsen nyvalgtes.

Ad 9) Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant

Som revisor (bilagskontrollant) genvalgtes Mogens Hansen
Som revisorsuppleant (bilagskontrollantsuppleant) genvalgtes Poul Erik Nielsen

Ad 10) Eventuelt
Vi sender en hilsen og et billede til Susanne.

Underskrevet:

Kirsten Bindstrup, dirigent Kirsten Schelbeck, referent