Om Venezuela og Cuba: Vi giver ordet til ambassadøren

Fra Cubas ambassadør i Danmark, Ana Maria Chongo, om overfaldet på Venezuela, om den nuværende situation og krise og dens mulige eskalering

Cuba fordømmer den amerikanske aggression mod den bolivarianske søsterrepublik Venezuela som en ulovlig handling. Den amerikanske militære aggression mod civile og militære installationer i Caracas og andre venezuelanske byer udgør en afskyelig og kriminel handling.

Det, der er sket, udgør en åbenlys krænkelse af de mål og principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers pagt og international lov, især Venezuelas suverænitet og territoriale integritet og det venezuelanske folks umistelige ret til selvbestemmelse uden indblanding eller intervention udefra.

Cuba ser med stor bekymring på selve begivenheden, dens ekstremt alvorlige konsekvenser og dens forfærdelige indvirkning, ikke kun på Venezuela og regionen, men på hele verden.

Vi lever i et afgørende øjeblik i vores historie. Verden oplever begivenheder, der kan markere et vendepunkt og tage en uforudsigelig kurs.

Kidnapningen af ​​en siddende præsident, sætter spørgsmålstegn ved statsoverhovedernes immunitet, en krænkelse af det etablerede princip i international ret, der forbyder disse lederes kidnapning eller anholdelse af andre stater. Baseret på FN-pagten, Den Internationale Domstols retspraksis, Wienerkonventionen og Romstatutten har Cuba krævet og vil fortsat kræve betingelsesløs løsladelse af præsident Maduro og hans kone, Cilia Flores.

Hvad er det for en verden vi lever i, hvis et land kan handle på et indfald og kidnappe enhver politiker eller person, det ikke kan lide, uden for sin jurisdiktion? Hvilket juridisk grundlag er der for en sådan vilkårlig handling? I dag er vi mere udsatte for barbari end i koloniseringens æra, hvor imperier delte verden, som de ville – og plyndrede ressourcerne og folkene i Afrika, Latinamerika og Asien.

BRUD PÅ AFTALE OM FRED

Aggressionen, der fandt sted den 3. januar, og som præsident Trump truer med yderligere at optrappe, genopliver intentionerne om direkte dominans gennem brug af militær magt fra USA mod Vores Amerika, ja i realiteten alle nationer.

Mange latinamerikanske regeringer ser dette som en farlig præcedens, der kan destabilisere regionen. Denne aggression har krænket et af de sikkerheds- og fredsinstrumenter, der gjorde Latinamerika til en af ​​de sikreste og mest fredelige regioner i verden; nemlig Proklamationen af ​​Latinamerika og Caribien som en Fredszone, vedtaget på CELAC-topmødet i Havana i 2014 af alle 33 lande i regionen.

Hovedprincipperne er:
• Forpligtelse til at løse uenigheder med fredelige midler.
• Afvisning af magtanvendelse i regionen.
• Respekt for folkenes suverænitet og selvbestemmelse.
• Fremme af samarbejde og bæredygtig udvikling.

Foto: Sven-Erik Simonsen

Nogle regeringer har hilst Maduros afsættelse velkommen og anser det for et skridt fremad for demokratiet, mens andre lande har kritiseret det som en overtrædelse af international lov.

Det, der bør bekymre os, er ikke, hvad der bliver sagt, men hvad denne begivenhed betyder. Den juridiske, etiske, politiske og internationale betydning af, hvad der er sket. ”I morgen” vil de politikere, der i dag er ved magten, ikke længere være i den position. International lov skal bestå ud over de nuværende regeringer. Derfor er en godkendelsen af ​​disse handlinger mod Venezuela og dets præsident i dag, at man bidrager til nedbrydning og begravelsen af ​​de principper, der garanterer nationernes suverænitet, selvbestemmelse, ikke-indblanding i nationers indre anliggender og folks ret til at vælge det sociale system, de finder passende. Det sår, som denne aggression har påført os, rækker ud over det venezuelanske folk, som ikke har vaklet siden den 3. januar i deres legitime kamp for deres præsidents tilbagevenden, en kamp, ​​som vi har føjet vores stemme til. Fordi det er en retfærdig og legitim sag, og på grund af vores engagement i international lov og FN-pagten.

Latinamerika står ved en korsvej: enten underkaste sig imperiet eller hævde sig og modsætte sig den nye type kolonisering, der er inspireret af Monroe-doktrinen om ’Amerika for USA’.

Det er klart, at for Cuba handler det om at opretholde international lov og arbejde hen imod denne konsensus i vores region og verden. Multilateralisme er i stigende grad afgørende under de nuværende omstændigheder.

Med de herskende magtforhold i USA aner vi ikke, hvad der forestår. Der tales om overgreb mod Cuba, Mexico, Colombia og Grønland. For cubanere ville der ikke være tale om en ny trussel eller en ukendt udfordring.

Jeg taler som repræsentant for et land, der har oplevet trusler, aggression, sabotage, angreb mod sine ledere og en folkedrabsblokade, der har forsøgt at kvæle os i 67 år.

I DAG VENEZUELA – I MORGEN?

Det er klart, at den aktuelle situation gør en gruppe af lande meget bekymrede; bevidste om, at det, der skete i dag med Venezuela i morgen kan overgå et hvilket som helst af de førnævnte lande – ja enhver anden stat på kontinentet, som det skete i Guatemala i 1954, i Den Dominikanske Republik i 1965, i Panama i 1989, i Nicaragua i 1933, i Cuba i 1961, i Grenada i 1983… osv., osv.

Blot en uge efter aggressionen mod vores søsternation Venezuela og den kriminelle kidnapning af Venezuelas præsident Nicolás Maduro, åbnede præsident Donald Trump en ny politisk og diplomatisk front, denne gang mod Cuba.

Nylige udtalelser (11. januar) fra den amerikanske præsident gør det klart for hans støtter, at hans sande intentioner er at erobre, kontrollere og administrere landet med verdens største oliereserver. Jeg gentager; hans intention er at få kontrol over energiressourcerne i landet med verdens største oliereserver.

Samtidig delte Donald Trump et gammelt opslag, der påstod, at hans udenrigsminister, Marco Rubio, ville blive “Cubas næste præsident”, og ledsagede dette genopslag med kommentaren. “Lyder godt for mig.

Marco Rubio, af cubansk oprindelse, blev født i Miami af forældre, der emigrerede til USA i 1956 – før Fidel Castro kom til magten – for at undslippe fattigdom og Fulgencio Batistas tyranni. Han voksede op i Floridas anti-cubanske cubansk-amerikanske samfund, hvor han løj om, at hans familie var blevet skadet af den cubanske revolution.

Gennem hele sin karriere har Marco Rubio gjort Cuba til en af ​​sine vigtigste ideologiske kampe og opfordret til regimeskifte i Havanna, en ambition han ofte har udtrykt offentligt. Som udenrigsminister gennemtrumfer han en stramning af USA’s politik over for Cuba, en politik, der går langt ud over traditionelle økonomiske sanktioner. Husk for eksempel hans rejse rundt Caribien og til andre lande, hvor han lagde pres på landene for at de skulle stoppe deres medicinske samarbejde – herunder modtagelse af udsendte cubanske læger.

Men pas på med at true cubanerne…. I lyset af denne eskalering bliver jeg mindet om øverstkommanderende Fidel Castro Ruz, da han i en af ​​sine symbolske taler sagde:

”Der er noget, vi ikke kan lide:

Vi kan ikke lide at blive truet.

Vi kan ikke lide at blive intimideret. Vi kan ikke lide det!”

Desuden har vort folk for længst mistet begrebet frygt.

Vores nuværende præsident Miguel Díaz-Canel skrev følgende på X:

– USA har ingen, absolut ingen moralsk autoritet til at pege fingre ad Cuba i noget. De, som gør alt til en forretning, selv menneskeliv.

– De, der i dag hysterisk skælder og smælder mod vores nation, gør det af raseri over dette folks suveræne beslutning om at selv at vælge sin politiske model.

– De, der bebrejder revolutionen for de alvorlige økonomiske mangler, vi lider under, burde skamme sig og tie. Fordi de véd, at disse mangler er resultatet af de ekstreme kvælningsforanstaltninger, som USA har opretholdt i 66 år og nu truer med at overgå.

– Cuba er en fri, uafhængig og suveræn nation. Ingen skal diktere os, hvad vi skal gøre.

– Cuba angriber ingen. Cuba er blevet angrebet af USA i 66 år, men det truer ingen – det forbereder sig, og gør klar til at forsvare fædrelandet til den sidste dråbe blod.”

Så, her er vores svar til Trump og Rubio:

Cuba skal ikke invaderes.

Cuba skal respekteres.

Cubanere skal ikke afpresses.

Cubanere skal tales til som ligeværdige, eller slet ikke.

Du og dine har brugt mere end 60 år på at forsøge at “ændre” Cuba med sult, med blokaden, med løgne, med attentatplaner. Og hvad har vi gjort?

· Opfundet det, som manglede, da der ikke var noget.

· Skabt det vi behøvede, da alt blev nægtet.

· Modstået, da de troede, vi ville kollapse.

· Forblevet Cuba, på trods.

Jeres “projekt” for Cuba er en historisk fiasko. Det er et tabernes projekt, der led nederlag i Svinebugten, der ikke har været i stand til at knække os i den længste blokade i historien, der ser, hvordan deres had ikke formår at slukke vores kærlighed til det vi er og vil.

Så skrot dine kort til en invasion, Rubio. Læg dit undergravende arbejde på hylden. Opgiv din “frelser”-retorik – for vort folk har ikke brug for dig, og vi ønsker ikke at have noget med dig at gøre.

Fordi denne ø, dette land, som de bedste af os er døde for, har en ejer: det cubanske folk.

Det folk fortæller dig i dag, med al deres histories kraft: Hold fingrene fra Cuba!

Og det er ikke et forslag. Det er sådan det bliver.

Du kan vælge at fortsætte skrigeriet fra Miami.

Vi vil fortsætte her, med at bygge, forsvare og leve i vores frie hjemland.

Cuba er og vil være for cubanere!

Og cubanere skal man ikke lave numre med.

Fædrelandet eller døden – Vi vil sejre!

FASCISME OG IMPERIALISME

FN er og forbliver med sine mangler og svagheder, det forum, hvor alle nationer kan udtrykke deres synspunkter, debattere dem og frem for alt sikre respekt for disse væsentlige principper i internationale relationer.

FN-eksperter og et stort antal lande har fordømt den amerikanske intervention mod Venezuela som en “ulovlig aggression” og opfordrede til respekt for internationale normer.

Dette var en militær, imperialistisk og fascistisk aggression. Det lyder måske hårdt, men er det ikke imperialisme, når magtfulde nationer forsøger at øge deres dominans og magt med angreb mod andre nationer og med magt påtvinge deres kontrol over naturressourcer og administrativt dominere nye territorier?

Påtvang tysk fascisme ikke sin kontrol over territorierne og naturressourcerne i de lande, hvor den udøvede sin magt og kontrol? Hvorfor skulle vi ændre den fortolkning af historien?

Gennem historien blev de samme påskud brugt, selvom de ændrede sig efter omstændighederne. De koloniserende imperier brugte i deres forskellige bølger “civilisering”, samt religiøse og økonomiske påskud: De talte om at bringe den kristne tro, kultur og fremskridt, mens de i virkeligheden søgte naturressourcer, markeder og geopolitisk magt. Disse fortællinger legitimerede undertrykkelsen af ​​hele folkeslag under ideen om, at Europa havde en “civiliserende mission”. Hitler retfærdiggjorde på sin side besættelsen af ​​europæiske territorier med påskud af “lebensraum” og forsvar af tyske mindretal i nabolandene. Han hævdede, at Tyskland var nødt til at ekspandere for at skaffe ressourcer, jord og sikkerhed, og at det var nødt til at beskytte tysktalende uden for sine grænser. I praksis var disse argumenter blot et skalkeskjul for en politik med ekspansion og total dominans. Begrundelserne tjente til at skjule det sande formål. Mit spørgsmål er nu: Hvad adskiller disse koloniale erobringer fra denne aggression. I dette tilfælde under det løgnagtige påskud af narkotikahandel, gennem det ofte fremhævede Solkartel? (Cartel de los Soles)

Hvad er der så sket, siden den venezuelanske præsident blev kidnappet?

Jo, USA’s Justitsministerium har erkendt, at der ikke findes et sådant Solkartel, og at Maduro ikke havde noget med det at gøre. Så hvordan kan denne aggression ellers karakteriseres, hvis ikke som en imperialistisk og fascistisk aggression; eventuelt som en kriminel statsterror-handling, fordi den blev planlagt, organiseret og udført af en udenlandsk regering?

Det mest bekymrende er, at Trump-administrationen forsøger at begrave de grundlæggende principper i international lov. På få timer har de væltet 80 års system af konsensus og love, der gjorde denne verden mere sikker, et system, hvor selv de mindste lande – Vatikanet, Monaco, Nauru, San Marino – nød lige rettigheder og ansvar, med én stemme i FN-systemet og regler, der beskyttede dem.

NÅR FØRST SANDHEDEN VÅGNER….

Hvordan kan vi nu afværge en global katastrofe under forhold, hvor inddæmnings-mekanismerne er sat ud af funktion? Dette vil være den umiddelbare og største udfordring for politikere og diplomater.

Efter min mening er der udover det venezuelanske folk, ud over præsident Maduro og stabiliteten i regionen to andre ofre; nemlig international lov og sandheden. Med hensyn til sidstnævnte er jeg sikker på, at verden og det amerikanske samfund før eller senere vil kende og erkende ulovligheden af denne aggression.

Og  for at citere Cubas nationalhelt José Martí for et udtryk, der er mere relevant i dag end nogensinde: “Når først Sandheden vågner, falder den aldrig i søvn igen”.

Husk blot Colin Powell forud for invasionen af ​​Irak i maj 2023 – et af de mest berygtede eksempler på desinformation i international politik – hvor efterretningsrapporterne, der blev brugt som begrundelse, var manipulerede og fejlagtige.

Krigen og invasionen var en humanitær katastrofe med hundredtusindvis af døde og millioner fordrevne.

General Colin Powell, daværende udenrigsminister, erkendte år senere, at det var en forfærdelig plet på hans liv og hans historie om loyalitet over for sit land.

Cuba opfordrer landene i regionen til i fællesskab at forsvare uafhængighed og suverænitet. Det betyder, at kun vores folks og vores landes enhed, kun kollektivt forsvar, kan forhindre den fortsatte nedbrydning af det nuværende system af internationale normer og international lov.

Kun forenede kan vi forhindre, at jungleloven får fodfæste på vores planet Jorden, der er så truet af mange fælles problemer såsom global opvarmning, tab af biodiversitet, accelereret udryddelse af arter og forringelse af økosystemer, miljøforurening, vandmangel, krige og internationale spændinger. Dertil fragmenteringen af ​​verdensordenen med: øget nationalisme og svækkelse af multilaterale organisationer, massemigrationer forårsaget af konflikter, fattigdom og naturkatastrofer, epidemier som COVID-19 osv.

Kun forenede kan vi imødegå disse udfordringer på regionalt og globalt niveau.

Og vores folks suverænitet og uafhængighed, som så ofte er truet og så ofte forsvaret, er hellige fælles elementer.

Suverænitet og uafhængighed betyder for vores folk retten til at eksistere som nationer.

Til vores venner siger vi: Fortsæt med at fordømme aggressionen, fortsæt med at fordømme blokaden, fortsæt og styrk solidaritet og samarbejde med Cuba.

Farerne er store og ødelæggelserne kan blive mange, men solidaritet og samarbejde til bestå for altid.