Cubas vaccine kan redde millioner af liv

Takket være Cubas offentlige bioteknologiske sektor og regeringens holdning til folkesundhed er Cuba i dag det eneste lavindkomstland, der har lavet sin egen COVID-vaccine. Vaccinen har allerede hjulpet millioner af cubanere, og den er klar til at hjælpe millioner rundt om i verden.


Siden september har Cuba været i gang med at få Verdenssundhedsorganisationen, WHO’s, godkendelse af sine vacciner, hvilket ville åbne døren til vaccinernes massive udbredelse.
Foto: Granma

Af Branco Marcetic, Jacobin, den 20. november 2021

Meget af pressedækningen af ​​Cuba i sidste uge fokuserede på de anti-regeringsprotester, der ikke blev til noget. Mindre dækket har været noget af potentielt større global betydning: Cubas vaccinationsindsats.

Efter tolv forfærdelige måneder – hvor en for hastig genåbning af Cuba sendte pandemien på himmelflugt, dødsfaldene toppede, og landet endte i en lammende lukning – har et vellykket vaccinationsprogram vendt pandemien i landet. Cuba er nu et af de få lavindkomstlande, der ikke kun har vaccineret et flertal af sin befolkning, men det eneste, der har gjort det med en vaccine, det selv har udviklet.

Dette åbner en vej frem for udviklingslandene i den fortsatte kamp mod pandemien, i lyset af erhvervslivets fortsatte vaccineapartheid, og det cubanske eksempel peger mere bredt på, hvad der er muligt, når lægevidenskaben er afkoblet fra privat profit.

Det sikre satsning

Ifølge Johns Hopkins University har Cuba i skrivende stund fuldt ud vaccineret 78 procent af dets befolkning, hvilket placerer landet på en niendeplads i verden; over rige lande som Danmark, Kina og Australien – og over USA, som med lidt under 60 procent af befolkningen vaccineret er placeret som nr. 56. Denne forandring tegner en lysere fremtid for Cuba oven på pandemiens dobbeltchok med nedlukning og en intensiveret amerikansk blokade.

Efter at have haft næsten ti tusinde daglige corona-smittede og tæt på hundrede dødsfald hver dag, er begge tal nu styrtdykket. Da 100 procent af landet havde fået mindst én vaccinedosis ved udgangen af ​​oktober, genåbnede landet sine grænser den 15. november for turisme, der indtjener omkring en tiendedel af dets økonomi. Og Cuba har genåbnet skolerne.

Dette gør Cuba til foregangsland blandt lavindkomstlande, der kun har vaccineret 2,8 procent af deres samlede befolkning. Dette skyldes i høj grad den udviklede verdens vaccinehamstring og krampagtige fastholdelse af patentmonopoler på den vaccine der i virkeligheden er produceret med offentlig finansiering. Det forhindrer fattigere lande i at udvikle generiske versioner af vacciner.

Forudsætningen for denne situation var Cubas beslutning om at udvikle sine egne vacciner, hvoraf to – Abdala, der er opkaldt efter et digt skrevet af en helt fra uafhængighedskrigen, og Soberana 02, som betyder “suveræn” – fik officiel myndighedsgodkendelse i juli og august. Som den internationalt anerkendte leder af landets Finlay Vaccine Institute, Vicente Vérez Bencomo, formulerer det, så “satsede landet på det sikre” ved at vente længere med at påbegynde vaccination for at få fremstillet sine egne vacciner. På denne måde kunne Cuba undgå afhængighed af større allierede som Rusland og Kina, og samtidig tilføje en ny eksportvare på et tidspunkt med vedvarende økonomiske vanskeligheder.


Abdala er navnet på den anden af Cubas to vigtigste og godkendte corona-vacciner. Abdala-navnet refererer til et digt skrevet af en helt fra Cuba frihedskamp mod den spanske kolonimagt i slutningen af det 18. århundrede.
Foto: Endrys Gorrea Valliant/Granma

Og salget er i gang. Vietnam, med kun 39 procent af sin befolkning fuldt vaccineret, indgik en aftale om at købe 5 millioner vaccinedoser, hvoraf Cuba for nylig sendte mere end 1 million til sin kommunistiske allierede – heraf var 150.000 doser en gave. Venezuela (32 procent fuldt vaccineret) har købt for 12 millioner dollars af den cubanske tre-dosis-vaccinen og er allerede begyndt at anvende den, mens Iran (med 51 procent vaccinerede) og Nigeria (med 1,6 procent) er blevet enige om at samarbejde med Cuba for at udvikle deres egen hjemmeproducerede vacciner. Syrien (med 4,2 procent vaccinerede) har for nylig forhandlet med cubanske embedsmænd om at gøre det samme.

De to vacciner er en del af hele fem COVID-vacciner, som Cuba er ved at udvikle. Det inkluderer en vaccine, som tages nasalt, og som nu er i fase II af klinisk test. Den er en af ​​kun fem vacciner i hele verden, der produceres som næsespray. Ifølge en af ​​de ledende forskere, kan det være særlig nyttigt, hvis den viser sig at være sikker og effektiv, idet virussen netop trænger ind gennem næsehulen.  De cubanske vacciner omfatter også et booster-skud specielt designet til at virke for dem, der tidligere har fået stik med andre vacciner. Den er for nylig blev prøvet på italienske turister.

Siden september har Cuba været i gang med at få Verdenssundhedsorganisationens godkendelse af sine vacciner, hvilket ville åbne døren til deres massive udbredelse.

En anderledes vaccine

Flere aspekter gør Cubas vacciner unikke udover deres oprindelsesland, forklarer Helen Yaffe, som er lektor i økonomisk og social historie ved University of Glasgow. Det centrale er Cubas beslutning om at forfølge en mere traditionel proteinvaccine frem for den mere eksperimentelle mRNA-teknologi, der bruges til de COVID-vacciner, vi er blevet fortrolige med, og som havde været under udvikling i årtier, før pandemiens udbrud førte til et gennembrud for disse.

På grund af dette kan Cubas vaccine opbevares i køleskab eller endda ved stuetemperatur, i modsætning til de ekstremt lave temperaturer, Pfizer-vaccinen skal opbevares ved, eller de frysetemperaturer, Modernas vaccine kræver. “I det globale syd, hvor store befolkningsgrupper ikke har adgang til elektricitet, er det endnu en teknologisk forhindring,” siger Yaffe.

Og mens mRNA-teknologien, som aldrig har været brugt på børn før, har betydet en forsinkelse mellem voksen- og børnevaccination i den udviklede verden – og betyder, at vacciner til børn under fem år stadig er under udvikling – så havde Cuba fra begyndelsen som et mål at skabe en vaccine, som børn kunne tage. Med udgangen af november er mere end fire femtedele af alle cubanske børn i alderen to til atten vaccineret.

Mens omkring to tredjedele af alle børn er udelukket fra at komme i skole i Latinamerika og Caribien, har Cuba nu genåbnet sine klasseværelser. Gloria La Riva, aktivist og uafhængig reporter, har besøgt Cuba flere gange og har været i Havanna siden midten af ​​oktober, beskrev hvad hun oplevede i skole-byen Ciudad Escolar 26 de Julio, da forældre og bedsteforældre mødte op til skolens genåbning.

“Det er en meget stor ting for familierne,” siger hun. “Alle føler en enorm stolthed.”

Styrken ved non-profit

Der er endnu et forhold, der gør den cubanske vaccine anderledes. “Den cubanske vaccine er 100 procent et produkt fra en offentlig bioteknologisk virksomhed,” siger Yaffe.

I USA og andre udviklede lande udvikles livreddende medicin i høj grad takket være offentlig finansiering, mens overskud og distribution hensynsløst privatiseres. Omvendt er Cubas bioteknologiske sektor fuldt ud offentligt ejet og finansieret. Det betyder, at Cuba har af-markedsgjort en vital samfundsmæssig ressource – det er den stik modsatte politiske retning af, hvad vi har set i de sidste fire årtier med neoliberalisme.

Cuba har investeret milliarder af dollars på at skabe en national biotekindustri siden 1980’erne, hvor en kombination af et udbrud af denguefeber og nye økonomiske sanktioner fra USA’s daværende præsident Ronald Reagan tvang Cuba ad denne vej.

På trods af en knusende blokade fra stormagten USA, der står for en tredjedel af verdens farmaceutiske produktion, vokser Cubas bioteknologiske sektor. Den fremstiller næsten 70 procent af de omkring otte hundrede medicin-typer, som cubanerne indtager. Og otte af de elleve vacciner, der indgår i landets nationale vacineprogram. Og Cuba eksporterer i dag hundredvis af millioner af vacciner om året. Indtægterne geninvesteres i sektoren.

“Alle disse vacciner, der forudsætter et højt videnskabeligt niveau, er meget dyre og derfor uden for landets økonomiske rækkevidde,” sagde Vérez Bencomo for nylig om Cubas beslutning om at udvikle sine egne vacciner.


Vicente Vérez Bencomo er leder af Cubas Finlay Vaccine-Institut (IFV), hvor blandt andet coronavacciner er udviklet, er en internationalt respekteret videnskabsmand, som har modtaget flere medaljer. Men han oplever, at Cuba bliver modarbejdet når videnskabelige artikler søges offentliggjort i internationale tidsskrifter.
Foto: IFV

Cubas resultater er internationalt anerkendt. Landet har vundet ti guldmedaljer fra FN’s World Intellectual Property Organization (WIPO) for blandt andet at udvikle verdens første meningitis B-vaccine i 1989. I 2015 blev Cuba det første land til at eliminere mor-til-barn-smitte med HIV og syfilis. Det var et resultat af både de retrovirale lægemidler, som Cuba havde produceret, og af dets robuste offentlige sundhedssystem.

På denne måde har Cuba været i stand til at gøre det utænkelige, nemlig udvikle sin egen vaccine og overgå store dele af den udviklede verden med at overvinde pandemien. Og det på trods af landets størrelse og økonomiske styrke samt på trods af en politik med forsøg på økonomisk kvælning fra en fjendtlig regering i nabolaget.

International solidaritet har også været afgørende.

Da USA’s blokade betød mangel på sprøjter og kanyler på øen, og det bragte Cubas vaccinationskampagne i fare, sendte solidaritetsgrupper fra USA alene 6 millioner sprøjter til Cuba. Den mexicanske regering sendte otte hundrede tusinde flere og yderligere mere end hundrede tusinde er kommet fra cubanere i Kina. (Artiklen nævner det ikke, men solidaritetsbevægelsen i Europa har tilsammen sendt op mod 10 millioner sprøjter og kanyler til Cuba; red.)

En kilde til håb

Alligevel er der en vis usikkerhed omkring Cubas vacciner. Deres brug i Venezuela har udløst indvendinger fra landets pædiatriske lægers fagforeninger. Tilsvarende har medicinske og videnskabelige akademier påpeget, at resultaterne af vaccineforsøg ikke er blevet peer-rewievet og offentliggjort i internationale videnskabelige tidsskrifter. Den panamerikanske sundhedsorganisation (PAHO) har opfordret Cuba til at offentliggøre resultaterne.

På sin side giver Vérez Bencomo skylden herfor på et internationalt samfund, der er fjendtligt over for Cuba. I et interview fra september kritiserer han, at Cubas videnskabsmænd bliver diskrimineret af store tidsskrifter, som han siger har en historie med at afvise indlæg fra cubanere, mens de senere udgiver lignende forskning fra andre lande. Det er “en barriere, der har tendens til at marginalisere videnskabelige resultater, som kommer fra fattige lande”, siger Bencomo.

Det er ret alvorlige anklager fra en globalt respekteret videnskabsmand.

I 2005 var han med til at vinde Cuban National Chemistry Award og en WIPO-guldmedalje. Vérez Bencomo ledede holdet, der arbejdede sammen med en canadisk videnskabsmand om at udvikle verdens første semisyntetiske vaccine, hvilket skabte en mere brugbar vaccine til at beskytte mod leverbetændelse type B. Efter at have medvirket til at udvikle den billige vaccine mod meningitis, blev Bencomo i 2005 udelukket fra at rejse til Californien for at modtage en pris for den, idet George W. Bush’s udenrigsministerium anså hans besøg som “skadeligt for USA’s interesser.”

I 2015 blev han udnævnt til Ridder af Æreslegionen af ​​Frankrigs daværende social- og sundhedsminister, som roste ham for hans arbejde og kaldte ham en “ven af ​​Frankrig.”

Selvom Cubas genvundne kontrol med pandemien antyder, at hans og den cubanske regerings tillid til vaccinerne ikke er ubegrundet, kan det tage noget mere tid for dem at få det internationale videnskabelige samfunds officielle blå stempel. Skulle det komme, ville det være en stærk gendrivelse af monopolernes vaccinemodel, der hidtil har domineret. En model og som i tråd med Big Pharmas påstande holder fast på, at kun profitdrevet konkurrence kan skabe den livreddende innovation, som verden er desperat efter.


Ifølge Johns Hopkins University har Cuba i skrivende stund (20. november) fuldt ud vaccineret 78 procent af dets befolkning, hvilket placerer landet på en niendeplads i verden; over rige lande som Danmark.
Foto: Endrys Gorrea Valliant/Granma

Og måske endnu vigtigere, så kan det være en måde for udviklingslandene endelig at kravle ud af det hul, som pandemien har anbragt landene i, og som de ikke ser ud til at kunne undslippe selv mange måneder efter, at vacciner er blevet rullet ud i velhavende lande.

Vestlige regeringer fortsætter med at modsætte sig opfordringer fra det globale syd om at give afkald på vaccinepatenter og give fattige lande mulighed for at fremstille eller købe billigere generiske versioner. Det efterlader det store flertal af verdens befolkning sårbare over for virussen. Og ironisk nok bringer denne politik os alle i fare, hvis nye, vaccineresistente stammer muterer i de ”petriskåle”, der er så store som verdensdele.

I den forstand bør vi alle håbe, at Cubas vacciner bliver dokumenteret lige så effektive og sikre, som dets videnskabsmænd er sikre på.

Link til den originale artikel: https://www.jacobinmag.com/2021/11/cuban-covid-vaccine-pandemic-biotech-research