17. APRIL 1961: SVINEBUGT-INVASIONEN I CUBA – 60 ÅR EFTER

Svinebugten endte med at blive USA’s første militære nederlag i Latinamerika. Ken Bruun har samlet en række tekster og bundet dem sammen. Resultatet giver mulighed for at forstå USA’s ageren, forstå de kontrarevolutionæres handlinger og cubanernes evne og vilje til at sejre i denne skelsættende kamp.

Det er vel en stadig gåde for mange mennesker i Verden – og ganske sikkert også for mange i Verdens fortsat monetært rigeste og militært stærkeste supermagt USA (og dets lille, nære allierede Danmark)…

HVORDAN kunne nogle få hundrede unge revolutionære cubanere i løbet af godt og vel en håndfuld år (26. juli1953 – 1. januar 1959) sætte deres lille land (kun dobbelt så stort som Danmark) på den anden ende, vinde det altovervejende flertal af deres landsmænds hjerter for målbevidst at gøre sig uafhængigt af USA og sætte kursen mod skabelsen af et socialistisk samfund med opbygningen af et gratis sundhedsvæsen, uddannelsessystem og kulturliv for alle… – samt en historisk enestående hjælp til andre fattige lande og folk i verden lige fra starten og frem til idag???

Og HVORDAN kunne dette lille land og folk modstå USAs (og dets satelitters) langvarige og stadige fjendskab igennem seks årtier – med direkte og indirekte angreb af alle slags…???

Næste efterår markerer 60 året for de dage, hvor dette fjendskab bragte hele vor Verden og menneskehed ud på randen af udslettelse i en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen – men besindigheden vandt overhånd; og cubanerne og vi alle overlevede…

Men allerede disse april-dage i år markerer 60 året for den invasion med omkring 1.500 eksil-cubanere (hovedsagelig fra den tidligere overklasse) – som var organiseret, finansieret, trænet og transporteret frem til Svinebugten (eller Playa Girón) af USA – med henblik på at knuse den cubanske revolution to år efter dens sejr, myrde dens ledere og bringe den oprørske ø og befolkning tilbage i den gamle overklasses magt under USAs overherredømme…

Det er en utrolig historie, at den cubanske revolution lykkedes i 1959, at den overlevede og fortsat overlever med sin uafhængighed og socialisme…!!!

Bare et blik på et kort over Nordamerika, Mellemamerika og Sydamerika (hvor Cuba ligger som et lille æg under USA’s ørneklo i nord og omgivet af dets satelitter i Latinamerika) understreger gåden i hele denne historie…

En historie, som lige siden revolutionens sejr har fyldt supermagten og dens allierede (og alverdens rige og privilegerede) med raseri – mens den til gengæld har opmuntret og inspireret fattige og oprørske mennesker overalt på vores lille planet.

I et forsøg på at give nogle bud på et svar på denne historiske gåde (og vække appetitten på at studere den nærmere) vil jeg bringe nogle få uddrag fra to lærerige bøger om invasionen ved Svinebugten i disse dage for 60 år siden.

Den ene blev udgivet af Dansk-Cubansk Forening for 10 år siden under titlen:

”Operation Pluto. USA’s første militære nederlag i Latinamerika.”

Den anden blev udgivet af Gyldendal (oversat fra tysk) allerede i 1971 og var Hans Magnus Enzensberger’s dokumentariske bearbejdelse af 10 udvalgte, frivillige, offentlige forhør over tilfangetagne eksil-cubanske lejesoldater.

I indledningen til denne bog skriver Hans Magnus Enzensberger blandt andet:

… ”Den hemmelige tjenestes forberedelser [CIA’s – red.] går tilbage til efteråret 1959, altså til et tidspunkt, da der endnu ikke var tale om nogen socialistisk revolution på Cuba. De forenede Stater opretholdt dengang endnu normale diplomatiske forbindelser med Cuba; tanken om at USA skulle standse sukkerimporten var ligeså fjern som en økonomisk blokade overhovedet; udvidelse af handelssamkvemmet med de socialistiske lande lå slet ikke for; de amerikanske monopolforetagender opererede uhindret på Cuba nu som før. De amerikanske interesser var altså ikke umiddelbart blevet ramt af Revolutionen. Med én undtagelse: jordreformen havde betydet ekspropriation for de store sukkerproducenter, hvis lobby i Washington da også tegnede sig for en væsentlig del af propagandaen mod Fidel Castro.

I slutningen af 1959 fik chefen for CIA, Allan Dulles, til opgave af National Security Council i Washington at planlægge undermineringsaktioner mod det revolutionære styre på Cuba, og det gjaldt fra første færd systematisk rekruttering af cubanske kontrarevolutionære…

… Øverst på listen stod diverse illegale aktioner, sabotagehandlinger og indsmugling af våben. Kontrarevolutionære grupper på øen blev støttet med penge og våben, kortbølgesendere rigget op, brandbomber kastet i sukkerrørplantagerne, agenter sendt ned med faldskærm. Som baser for CIAs virksomhed tjente den amerikanske ambassade i Havana og det amerikanske flådestøttepunkt Guantánamo på sydøstkysten af Cuba….

… I de første måneder af 1960 begyndte den hemmelige tjeneste at lægge kortene på bordet og føle sig frem hos indflydelsesrige medlemmer af regeringen, og i mellemtiden var foretagendet blevet betydeligt mere ambitiøst. Allan Dulles’ plan gik nu ud på at hverve en regulær hær af lejetropper, der skulle sættes ind mod Fidel Castro og Den cubanske Revolution i åben krig. USAs præsident, Dwight D. Eisenhower, gav projektet sin principielle tilslutning den 17. marts 1960. Endnu samme måned gik CIA i gang med at opbygge det betydelige apparat, der krævedes til planens virkeliggørelse…

… Ved årsskiftet 1960/61 var CIA kommet meget langt med sine forberedelser, og projektet var ligeså stille svulmet op. I forårsmånederne havde der været tale om et korps på 500 mand; nu satsede man på en regulær brigade på mellem 1500 og 2000 mand, udrustet med tanks, rekylfri kanoner og panserværnsraketter. Invasionsbrigadens luftstyrke var vokset til 24 bombefly af typen B-26 plus 12 transportfly, der alle fik påmalet det cubanske luftvåbens kendingsmærke. Udover Retalhuleu havde CIA fået oprettet yderligere seks baser i Guatemala, et støttepunkt i Nicaragua – og i Florida og Louisiana henholdsvis en flyveplads og en træningslejr. Uddannelsen af sabotage-specialister og frømænd foregik på de amerikanske baser Fort Gulick i Panama-Kanalzonen og på øen Vieques ved Puerto Rico.

Den 4. januar 1961 afbrød Eisenhower de diplomatiske forbindelser med den cubanske regering; dette var en af hans sidste embedshandlinger. Omtrent samtidig udtalte han til sin efterfølger, Kennedy: ”På Cuba ser det ikke godt ud. Det er meget muligt, De bliver nødt til at sende tropper derned.”…

… På en pressekonference den 12. april 1961 afgav John F. Kennedy følgende erklæring:

”1. Der vil ikke blive foretaget nogen invasion på Cuba med USAs væbnede styrker.

2. USA’s regering vil gøre alt, hvad der står i dens magt, for at hindre at borgerne i dette land bliver indblandet i nogen som helst aktion på cubansk territorium.

3. Vore myndigheder vil skride ind mod enhver, der på Cuba har til hensigt at indføre et regime af samme art som Batistas [den diktator, som de revolutionære havde væltet i januar 1959 – red.]

4. Cubas fremtid er ikke et spørgsmål, der skal afgøres mellem USA og Cuba; det er et spørgsmål, cubanerne må ordne indbyrdes.

5. USAs regering vil ikke tillade, at der fra De forenede Staters territorium organiseres nogen invasion rettet mod Cuba.”

Mens dette blev sagt, var invasionsflåden allerede stået til søs, konvojeret af amerikanske destroyere og hangarskibe.

Tre dage efter, ved sekstiden om morgenen lørdag den 15. april, dukkede CIAs flyvevåben op på himlen over Cuba. Der blev rettet luftangreb på flyvepladserne ved Havana, San Antonio de los Baños, Cienfuegos og Santiago de Cuba. Formålet med angrebene var at sætte det cubanske flyvevåben ud af spillet.

Få timer efter erklærede den cubanske udenrigsminister Raúl Roa i De forenede Nationer i New York: ”Ansvaret for dette imperialistiske overfald påhviler helt og holdent De forenede Staters regering… Der er uden tvivl tale om forspillet til en regulær invasion, udrustet og finansieret af USA med bistand af dets satelitter, diktatorerne i de mellemamerikanske starter.”

Den amerikanske FN-ambassadør imødegik denne konstatering med en række løgne, der var så tåbelige, at de kunne gendrives af den amerikanske presse allerede samme dag…

… Det var ved morgengry den 17. april kort før klokken to, at de første frømænd gik i land på Girón Strand for at anbringe positionslysene, der skulle vejlede landgangsfartøjerne – og da havde Fidel mobiliseret hele Cuba: hæren, flyvevåbnet og militsen var i højeste alarmberedskab…

… Fyrre timer efter at landgangsoperationerne var indledt på Girón Strand, samledes over ét tusinde indbudte i Det hvide Hus i Washington. Præsidenten holdt reception for Kongressens medlemmer med damer…

… Næste morgen meddelte Fidel: ”Angriberne er blevet tilintetgjort. Efter slaget på Girón Strand står Revolutionen som sejrherre. På tre døgn har Revolutionen tilintetgjort en hær, det har taget USAs imperialistiske regering adskillige måneder at stille på benene.”

Fra amerikansk hold blev der en uge senere sat punktum for en lang række beroligende erklæringer, løgne og dementier. Den 26. april erklærede Det hvide Hus’ pressesekretær, Pierre Salinger, overfor pressen, at præsident Kennedy påtog sig det fulde ansvar for den mislykkede invasion…

… Disse oplysninger gav Fidel Castro i sin 1. maj-tale 1961… :

”Hvad var det for folk, der kom herover for at slås mod Cubas arbejdere og bønder? Det skal vi gøre rede for. Af de første tusind fanger, vi har taget – lad mig tilføje, at de revolutionære styrker indtil nu har taget cirka ellevehundrede lejesoldater til fange, og der er skibsbesætningerne ikke regnet med – men for de første tusinds vedkommende har vi fået analyseret den sociale sammensætning og konstateret, at cirka ottehundrede af dem er sønner af rige familier. Disse ottehundrede personer ejede sammenlagt 372.000 hektar jord, der er blevet eksproprieret af Revolutionen, 9.666 udlejningsejendomme, 10 sukkerfabrikker, 5 miner, 70 andre industrivirksomheder, 2 banker og 2 aviser. Over tohundrede af disse ottehundrede personer var medlemmer af de dyreste og mest eksklusive klubber i Havana. Af de resterende tohundrede fanger er de 135 professionelle soldater fra Batista-hæren, og de sidste 65 kommer fra det deklasserede småborgerskab og fra pjalteproletariatet.

De husker måske de samtaler, jeg havde med fangerne. Dengang spurgte jeg, om der var nogen landarbejdere imellem dem, nogen der havde levet af at skære sukkerrør. Ikke én meldte sig; først til allersidst rakte en mand hånden i vejret og sagde, at han før i tiden i ny og næ havde skåret sukkerrør. Havde jeg i stedet spurgt, hvem der var storgodsejere, så havde syvoghalvfjerds måttet række hænderne i vejret. Sådan var altså invasionstroppernes sociale sammensætning.”….”

Hvad skete der med invasionsstyrken?

I efterordet til den anden bog om invasionen ved Svinebugten, som Dansk-Cubansk Forening udgav i år 2011, skriver foreningens formand, Sven-Erik Simonsen, blandt andet:

”Invasionsstyrken bestod af godt 1500 mand.

Af dem blev lidt over 1100 taget til fange af medlemmerne af den cubanske folkemilits og Cubas væbnede styrker, der som anført besejrede invasionen på mindre end tre døgn.

Retsopgøret med de 1100 fanger havde to former.

Da fangerne havde fået lægehjælp, mad og drikke, andet tøj og tid til at sove blev de transporteret til fagforeningernes hus i Havanna.

Her blev de af fangerne, som frivilligt sagde ja til det, afhørt eller snarere udspurgt om deres bevæggrunde, om deres hensigter og mål med at tage del i invasionen og angrebet på Cuba.

Spørgsmål og svar blev transmitteret direkte ud til Cubas befolkning over radio og tv samt til tilhørere i USA og resten af Nord- og Sydamerika.

De blev ikke forhørt af juridiske eksperter men af veteraner fra den revolutionære befrielseskamp. Og hensigten med disse forhør var ikke at fælde domme eller fastslå skyld; eftersom fangernes deltagelse i den USA-styrede invasion var aldeles indiskutabelt bevist. De var taget på fersk gerning.

I stedet fik de forhørte lov til frit at ytre sig om deres idealer og angivelige motiver til at tage del i invasionen. De fleste talte her entusiastisk om frihed og demokrati, sikring af den private ejendomsret og de borgerlige rettigheder som religions- og ytringsfrihed etc.

Men samtidig klarlagde forhørene systematisk, hvilke store materielle og økonomiske interesser de forhørte havde haft inden revolutionen, og som de nu håbede at genvinde. Samt at de i bedste fald havde forholdt sig fuldstændig passive over for Batistas diktatur, men ofte også havde samarbejdet aktivt med regimet.

Disse forhør blev således en politisk skole for den cubanske befolkning; for forhørene demonstrerede utvetydigt sammenhængen og modsætningerne mellem elitens motiver og materielle interesser, deres idealer og virkelige handlinger.

Ti af de mest markante forhør er senere gengivet som bog og hørespil af den tyske forfatter Hans Magnus Enzensberger: ”Forhøret i Havana.” Udgivet på tysk af Suhrkamp Verlag i 1970 – og på dansk af Gyldendal i 1971…

… Men der blev også gennemført en egentlig, juridisk retssag imod de godt 1100 fanger fra invasionen i Svinebugten.

Den 7. april 1962 fældede en domstol i Havanna følgende dom over 1113 tiltalte lejesoldater:

”De anklagede… findes skyldige i henhold til anklageskriftet… (lydende på højforræderi ifølge dommens præmisser – red.) For så vidt de har cubansk statsborgerskab, frakendes de dette. De anklagede idømmes bøder som nedenfor anført. Forvandlingsstraffen, hvis bøderne ikke erlægges, fastsættes til fængsel i et til bødens størrelse svarende åremål, dog ikke over 30 år…”

Ingen blev dødsdømt eller henrettet for at have deltaget i invasionen.

Men ved en særlig retssag blev 14 af Batistas mordere og torturbødler stillet for retten i september 1961. Fem af dem blev dømt til døden og henrettet som straf for forbrydelser begået under diktaturet. Resten af dem fik 30 års fængsel.

Bøderne til medlemmerne af invasionsstyrken lå for de flestes vedkommende på mellem 50.000 dollar og 100.000 dollar.

De dømte kunne ikke selv betale bøderne, som beløb sig til i alt 62 millioner dollar.

Men mange af dem havde forbindelse til ”en rig onkel i USA”.

Efter langvarige forhandlinger mellem Cuba og USA over flere omgange modtog Cuba i stedet for kontant udbetaling af det samlede bødebeløb en kompensation i form af hårdt savnede lægemidler til en værdi af 53 millioner dollar.

Denne aftale faldt på plads i december 1962.

Og den 24. december 1962 landede et fly fra Havanna i Miami med de sidste løsladte lejesoldater.

I Miami blev de modtaget af blandt andre USA’s præsident John F. Kennedy, som ved en ceremoni modtog invasionsstyrkens fane og ved den lejlighed sagde til de forsamlede kontrarevolutionære: ”Jeres flag skal engang komme til at vaje over et frit Havanna.”

Og i alle årene siden har USA’s regering ført en konsekvent fjendtlig politik over for Cuba, og USA’s hemmelige tjenester har aktivt støttet terror mod Cuba….

… ”Antallet af mordforsøg på Fidel Castro alene er opgjort til omkring 600 siden 1959”…

… ”Hvert år leverer Cubas regering en rapport til FN’s Generalforsamling, hvori man redegør detaljeret for de negative konsekvenser af USA’s illegale blokade mod Cuba.

Af rapporten fra 2010 fremgår det, at tabet kan opgøres til ikke mindre end 239.533 millioner dollar, hvis tabene lægges sammen fra blokaden blev indført i 1961 og frem til og med 2009. Beløbet svarer til et tab for hver cubaner på 21.775 dollar eller over 110.000 danske kroner.”…

… ”Sovjetunionens opløsning i 1991 og overgang til kapitalisme sammen med resten af Østeuropa betød bortfald af omkring 80 procent af Cubas udlandshandel på få måneder. Sammen med USA’s blokade førte det til en alvorlig økonomisk krise i Cuba. Det skabte forventninger i USA og Vesten om landets snarlige sammenbrud eller opgivelse af sin uafhængighed og socialisme.

Cubanerne valgte dog at stå fast på begge.”…

Det var godt – også for USA – at vi vandt!

I samme bog bringes uddrag af en tale holdt af Fidel Castro under konferencen ”Playa Girón – 40 År Senere”; afholdt i Havanna 22. – 23. marts 2001. Og den fik ovenstående overskrift.

Konferencen havde international deltagelse – også med repræsentanter fra USA.

Her bringes nogle citater fra Fidel Castro’s tale…

… ”Jeg er helt sikker på – og det siger jeg i al oprigtighed – at det var meget lykkeligt, at invasionen slog fejl. Det var meget lykkeligt for os – og også for USA. For ellers ville der være kommet et Vietnam her i Cuba i stedet for i Vietnam.

De havde på forhånd regnet sikkert med ekspeditionens succes og med at kunne indtage det lille stykke land, som de invaderede. De havde bragt medlemmerne af en ny regering med mapper og tasker ombord på et fly. Og det var gjort klar til at lande i en lufthavn, som Revolutionen selv havde anlagt nogle få måneder tidligere – som led i udviklingen af den fattigste del af landet…

…I betragtning af alt dette tror jeg helt sikkert følgende: Havde en sådan regering fået fodfæste, så ville OAS [Organisationen af Amerikanske Stater – den af USA dengang totalt beherskede regionale organisation – red.] utvivlsomt øjeblikkelig have anerkendt den – og så ville USA have interveneret militært. Med indsats af et vist antal delinger eller bataljoner ville OAS have affyret de første skud; og så ville USA i øvrigt have leveret tropperne – nøjagtig som det senere skete i Santo Domingo [hovedstaden i Den Dominikanske Republik – Haiti’s naboland – red.] og andre steder.

Jeg er overbevist om dette; for jeg husker meget vel stemningen i vort land – og jeg kender også vort folk meget vel. Det er grunden til, at jeg har sagt, at det var nærmest, som om vi var kommet godt fra en indsats, der havde syntes umulig. Hundredtusindvis af bevæbnede mænd og kvinder ville have gjort modstand; og millioner af borgere i vort land ville have bekæmpet USA’s tropper – for vores tropper ville være blevet bakket op af baglandet med beslutsomhed og ære…

… Det var ikke et spørgsmål om socialisme eller kommunisme, der afgjorde folkets holdning på det tidspunkt. Det var hadet til det blodbesudlede Batista-regime, de tusindvis af myrdede mennesker, styrets udplyndring og mangel på moral…

… Det var folkets beundring for dem, der havde udført den umulige bedrift at vælte det dér velbevæbnede regime – 80.000 mand i alt i hæren, flåden og politiet. Samt for de love, som Revolutionen havde udstedt – frem for alt dem, der gav borgerne menneskelig værdighed…

… Med andre ord – nogen kunne stille spørgsmålet: ”I var altså i stand til at gøre modstand?” Ja, vi var i stand til at gøre modstand. Det havde vi absolut tillid til, at vi kunne; og det tror vi stadig – hvilket er det allermest afgørende. Hvem ved, hvor længe – og hvem ved, med hvor mange hundredtusinder tabte cubanske menneskeliv… Samt – uden nogen tvivl, uden nogen som helst tvivl! – ville der også have været tale om titusindvis af US-troppers liv…

…Så vi bør prise os lykkelige. Her er der ganske vist tale om, at der var nogen, der sejrede og havde succes – og andre, der ikke havde succes eller blev slået. Men hvis vi tænker konsekvenserne igennem – så mener jeg virkelig, at både I og vi bør prise os lykkelige overe, at det var en fiasko.”…

(Dansk-Cubansk Forening har stadig eksemplarer af denne bog til salg – og har til huse på adressen Høffdingsvej 10, 2500 Valby. Telefon: 32413366. Mail: post@cubavenner.dk). Køb bogen i webshoppen for 90 kr.