‘Fred’ har ingen mening, når højreorienterede som Maria Corina Machado vinder Nobelprisen

Som venezuelansk-amerikaner véd jeg præcis, hvad Machado repræsenterer: Det smilende ansigt i Washingtons regimeskiftemaskine, den polerede talsmand for sanktioner, privatisering og udenlandsk intervention forklædt som demokrati.

af Michelle Ellner, 10. oktober 2025, Netmediet Common Dreams

Da jeg så overskriften “Maria Corina Machado vinder Nobels fredspris”, var jeg lige ved at grine af absurditeten. Men det gjorde jeg ikke, for der er intet sjovt ved at belønne en person, hvis politik har bragt så meget lidelse. Enhver, der ved, hvad hun står for, ved, at der ikke er noget som helst fredeligt ved hendes politik.

Hvis det er det, der tæller som “fred” i 2025, så har selve prisen mistet enhver rest af troværdighed. Jeg er venezuelansk-amerikaner, og jeg ved præcis, hvad Machado repræsenterer. Hun er det smilende ansigt i Washingtons regimeskiftemaskine, den polerede talsmand for sanktioner, privatisering og udenlandsk intervention forklædt som demokrati.

Machados politik er gennemsyret af vold. Hun har opfordret til udenlandsk intervention i Venezuela og har endda appelleret direkte til den israelske premierminister Benjamin Netanyahu, arkitekten bag Gazas udslettelse, om at hjælpe med at “befri” Venezuela med bomber under “frihedens” banner. Hun har krævet sanktioner, den tavse form for krigsførelse, hvis virkninger – som undersøgelser i The Lancet og andre tidsskrifter har vist – har dræbt flere mennesker end krig og afskåret medicin, mad og energi til hele befolkninger.

Maria Corina Machado har brugt hele sit politiske liv på at fremme splittelse, undergrave Venezuelas suverænitet og nægte dets folk retten til at leve med værdighed.

Dette er, hvem Maria Corina Machado virkelig er:

Hun hjalp med at lede kuppet i 2002, der kortvarigt væltede en demokratisk valgt præsident, Hugo Chavez, og underskrev Carmona-dekretet, der slettede forfatningen og opløste enhver offentlig institution natten over.

Hun arbejdede hånd i hånd med Washington for at retfærdiggøre regimeskifte og brugte sin platform til at kræve udenlandsk militær intervention for at “befri” Venezuela med magt.

Hun jublede over Donald Trumps trusler om invasion og hans flådeindsættelser i Caribien, en magtdemonstration, der risikerer at antænde en regional krig under påskud af at “bekæmpe narkotikahandel”. Mens Trump sendte krigsskibe og indefrøs aktiver, stod Machado klar til at tjene som hans lokale stedfortræder og lovede at levere Venezuelas suverænitet på et sølvfad.

Hun pressede på for de amerikanske sanktioner, der kvalte økonomien, vel vidende præcis, hvem der skulle betale prisen: de fattige, de syge, arbejderklassen.

Hun hjalp med at opbygge den såkaldte “midlertidige regering”, et Washington-støttet dukketeater drevet af den selvudnævnte “præsident” Juan Guaido, der plyndrede Venezuelas ressourcer i udlandet, mens børn derhjemme sultede.

Hun lover at genåbne Venezuelas ambassade i Jerusalem og allierer sig åbent med den samme apartheidstat, der bomber hospitaler og kalder det selvforsvar.

Nu vil hun overdrage landets olie, vand og infrastruktur til private virksomheder. Dette er den samme opskrift, der gjorde Latinamerika til laboratoriet for neoliberal elendighed i 1990’erne.

Machado var også en af ​​de politiske arkitekter bag ”La Salida”, oppositionskampagnen i 2014, der opfordrede til eskalerede protester, herunder den såkaldte guarimba. Det var ikke “fredelige protester”, som den udenlandske presse hævdede; det ​​var organiserede barrikader, der havde til formål at lamme landet og fremtvinge regeringens fald. Gader blev blokeret med brændende affald og pigtråd, busser med arbejdere blev sat i brand, og folk mistænkt for at være Chavista’er blev slået eller dræbt. Selv ambulancer og læger blev angrebet. Nogle cubanske lægebrigader blev næsten brændt levende. Offentlige bygninger, madvogne og skoler blev ødelagt. Hele kvarterer blev holdt som gidsler af frygt, mens oppositionsledere som Machado jublede fra sidelinjen og kaldte det “modstand”.

Hun roser Trumps “beslutsomme handling” mod det, hun kalder et “kriminelt foretagende”, hvor hun allierer sig med den mand, der spærrer migrantbørn inde i bure og river familier fra hinanden under myndigheders medvirken, og venezuelanske mødre leder efter deres børn, som er forsvundet af amerikansk migrationspolitik.

Machado er ikke et symbol på fred eller fremskridt. Hun er en del af en global alliance mellem fascisme, zionisme og neoliberalisme, en akse, der retfærdiggør dominans i demokratiets og fredens navn. I Venezuela har denne alliance betydet kup, sanktioner og privatisering. I Gaza betyder det folkedrab og udslettelse af et folk. Ideologien er den samme: en tro på, at nogle liv er ligegyldige, at suverænitet er til forhandling, og at vold kan sælges som orden.

Hvis Henry Kissinger kunne vinde en fredspris, hvorfor så ikke María Corina Machado? Måske vil de næste år give prisen til Gaza Humanitarian Foundation for “medfølelse under besættelse”.

Hver gang denne pris i diplomatisk forklædning gives til en voldsarkitekt, spytter den i ansigtet på dem, der rent faktisk kæmper for fred: de palæstinensiske læger, der graver lig op af murbrokkerne, journalisterne, der risikerer deres liv i Gaza for at dokumentere sandheden, og de humanitære arbejdere i flotillen, der sejler for at bryde belejringen og levere hjælp til sultende børn i Gaza, med intet andet end mod og overbevisning.

Men ægte fred forhandles ikke i bestyrelseslokaler eller tildeles på scener. Ægte fred bygges af kvinder, der organiserer fødevarenetværk under blokader, af oprindelige samfund, der forsvarer floder mod råstofudvinding, af arbejdere, der nægter at blive sultet til lydighed, af venezuelanske mødre, der mobiliserer sig for at kræve tilbagelevering af børn, der er blevet buret inde under USA’s migrationspolitik, og af nationer, der vælger suverænitet frem for trældom.

Det er den fred, Venezuela, Cuba, Palæstina og alle nationer i det globale Syd fortjener.

Michelle Ellner er venezuelaner bosat i USA. Hun er aktiv i fredsgruppen Codepink, hvor artiklen kan læses på engelsk.