Fidel: DE FÅR ALDRIG CUBA!

I 2006 blev Cubas præsident Fidel Castro syg. Han blev afløst på posten af vicepræsident Raúl Castro. Fra sygesengen leverede Fidel i den følgende tid en stribe “reflektioner” *1), som blandt andet blev offentliggjort i dagbladet Granma. Læs her Fidels budskab fra 17. juni 2007, som efter næsten 20 år ere helt aktuelt.

Jeg håber ikke, at nogen vil sige, jeg angriber Bush uden grund. Man vil sikkert forstå mine grunde til meget stærkt at kritisere hans politik på forskellige områder.

Robert Woodward er en amerikansk journalist og skribent, som blev berømt for en serie artikler, offentliggjort i The Washington Post – skrevet af ham selv og Carl Bernstein – der i sidste ende førte til undersøgelserne mod Nixon og hans tilbagetræden. Woodward er forfatter og medforfatter til ti bestsellere. På sin egen frygtindgydende måde lykkes det ham at vriste tilståelser ud af dem, han interviewer. I sin bog State of Denial (Benægtelsernes Stat – eller En tilstand af benægtelse – red.) skriver han, at Bush den 18. juni 2003 – da han var på vej ud af sit kontor i Det Hvide Hus efter et vigtigt møde, tre måneder efter at Irak-krigen var begyndt – klaskede Jay Garner i ryggen og sagde: ”Nå, Jay – vil du ordne Irak?”

”Sir, de andre gutter og jeg har snakket om det; og vi vil hellere vente på Cuba… Vi synes, at rommen og cigarerne dér er lidt bedre… Og kvinderne er kønnere…”

Så lo Bush: ”Det får I! I får Cuba…”

Her blev Bush afsløret af sin egen underbevidsthed. Vort land var i hans tanker, da han udtalte sig om, hvad snesevis af ”mørke hjørner” i Verden kunne vente sig – og Cuba indtager en særlig plads blandt disse ”mørke hjørner”.

Garner – en nyligt pensioneret, trestjernet general, der var blevet udnævnt til leder af det kontor for efterkrigs-planlægning vedrørende Irak, som var blevet oprettet ifølge et hemmeligt præsidentielt dekret om national sikkerhed – blev af Bush betragtet som en exceptionel mand til gennemførelsen af hans krigsstrategi. Han blev udnævnt til posten den 20. januar 2003 – og udskiftet den 11. maj samme år på Rumsfeld’s indtrængende opfordring. Han havde ikke modet til at forklare Bush om sin stærke uenighed i spørgsmålet om den strategi, der skulle følges i Irak. Han gik nemlig ind for en anden – om end med samme målsætninger.

Og i de seneste uger har tusindvis af marinere og et antal hangarskibe fra USA med deres supplerende flådestyrker så gennemført manøvrer i Den Persiske Golf, få sømil ud for Iran’s territorium.

Historien om USA’s økonomiske krig og Cuba’s kriseår i 1990’erne.

Det vil inden længe være 50 år siden, at vort folk begyndte at lide under en grusom blokade. Tusindvis af vore sønner og døtre er døde eller er blevet lemlæstet som følge af den beskidte krig mod Cuba. Som er det eneste land i Verden, mod hvilket man har indført en Adjustment Act (kan for eksempel oversættes med ”tilpasningslov” – red.). Med det mål at opmuntre til illegal udvandring – endnu en årsag til mange cubanske statsborgeres død, heriblandt kvinder og børn. (*2).

For mere end 15 år siden mistede Cuba sine vigtigste markeder og forsyningskilder med hensyn til fødevarer, energi, maskiner, råvarer og langfristede lån med lave renter. Først brød den socialistiske blok sammen – hvilket næsten øjeblikkeligt fulgtes af afmonteringen af USSR, stykke for stykke. USA-imperiet strammede og internationaliserede derpå sin blokade.

De proteiner og kalorier, der blev fordelt på bedste vis trods vores mangler, blev reduceret med næsten 40 procent. Sygdomme som øjennervebetændelse og andre opstod. Manglen på lægemidler – der også var en følge af blokaden – blev en realitet i vores hverdag. Lægemidler måtte kun leveres til vort land som en barmhjertighedsgerning for at demoralisere os. De blev dernæst en kilde til ulovlig virksomhed og sortbørshandel.

Det var uundgåeligt, at ”Den Særlige Periode” (*3) ramte os hårdt. Det var det samlede resultat af alle aggressionens konsekvenser; og det tvang os til at indføre desperate forholdsregler, hvis skadelige virkninger blev blæst op af imperiets kolossale mediemaskineri. Alle ventede – nogle med bedrøvelse og andre med oligarkisk lyst – på den cubanske revolutions sammenbrud.

Den legaliserede adgang til hård valuta i vort land skadede i høj grad vores sociale bevidsthed – i større eller mindre grad – som følge af den ulighed og ideologiske svækkelse, det skabte.

Gennem hele sit liv har Revolutionen undervist folket og uddannet hundredtusindvis af lærere, læger, videnskabsmænd, intellektuelle, kunstnere, it-teknikere og andre fagfolk – med universitetsgrad eller andre videregående eksaminer – inden for snesevis af brancher. Dette lager af velstand har tilladt os at reducere børnedødeligheden til niveauer, som er utænkelige i ethvert andet land i den tredje verden. Samt hæve både den gennemsnitlige levealder – og det gennemsnitlige uddannelsesniveau i befolkningen til 9 års skolegang.

Ved at tilbyde Cuba olie på favorable betingelser på et tidspunkt, hvor oliepriserne steg dramatisk, bragte den venezuelanske bolivarianske revolution (*4) os en betragtelig lettelse og åbnede for nye muligheder for os. Samtidig med at vort land allerede var begyndt at producere sin egen energi i stadig større mængder.

I bekymring for sine interesser i dette land (Venezuela – red.) havde imperiet i årevis haft planer om at ødelægge denne revolution – og det forsøgte at gøre det i april 2002; lige som det vil forsøge at gøre det igen, så ofte det kan. Det er grunden til, at de bolivarianske revolutionære træffer forberedelser til at forsvare sig.

Samtidig har Bush intensiveret sine planer for en besættelse af Cuba. Han er nået til det punkt, hvor han har proklameret fremtidige love samt indsættelsen af en regering med henblik på at indføre direkte administration fra imperiet i vort land.

Om imperialistisk kontra solidarisk økonomi og tænkning.

Baseret på de privilegier, som blev givet De Forenede Stater i Bretton Woods – og dertil Nixon’s svindel, da han fjernede den omvekslelighed i guld, der satte en grænse for udstedelsen af papirpenge – har imperiet købt og betalt med flere titals trillioner af papirdollars… mere end tolv cifre! Det er den måde, som USA har opretholdt sin ikke-bæredygtige økonomi på. En stor del af Verdens valutareserver ligger i obligationer og pengesedler, udstedt af USA. Af denne grund vil mange foretrække ikke at opleve en dollarkrise som den i 1929, der ville få disse papirpenges værdi til at forsvinde i den blå luft. I dag er én dollars værdi i guld mindst atten gange mindre, end den var i årene med Nixon. Det samme sker med værdien af reserverne i denne valuta.

Men disse papirpenge har fastholdt deres valutaværdi – selv om den er sunket – fordi man med dem kan købe fabelagtige mængder af stadig dyrere og mere moderne våben. Våben, der ikke producerer noget som helst. De Forenede Stater eksporterer flere våben end alle andre i Verden. Med de samme papirpenge har imperiet udviklet et højt avanceret og dødbringende system af masseødelæggelsesvåben, hvormed det opretholder sit verdenstyranni.

En sådan magt tillader USA at gennemtvinge idéen om at forvandle fødevarer til brændstof – og splintre ethvert initiativ og enhver forpligtelse med henblik på at undgå den globale opvarmning, der accelererer for øjnene af os.

Sult og tørst, flere ødelæggende orkaner samt stigende vandstande er det, som indbyggerne i Tyrus og Troja står overfor af lidelser som et resultat af imperiets politik. Kun gennem drastiske energibesparelser vil menneskeheden kunne skaffe sig en frist og et håb om vor arts overleven. Men forbrugersamfundene i de rige lande lader fuldstændig hånt om dette.

Cuba på sin side vil fortsætte med at videreudvikle vort folks kampevne. Herunder vores beskedne, men aktive og effektive våbenindustri. Som er i færd med at mangfoldiggøre vores evne til at modstå invaderende styrker – uanset hvor de befinder sig, og hvilke våben de besidder. Vi vil fortsætte med at anskaffe os det nødvendige materiel og den relevante ildkraft. Selv hvis det berømte bruttonationalprodukt ikke skulle stige – på den måde som det måles under kapitalismen. For deres bruttonationalprodukt inkluderer ting som værdien af privatiseringer, narkotika, seksuelle ydelser og reklame – mens det ser bort fra mange andre værdier så som gratis uddannelses- og sundhedssystemer for alle borgere.

Fra det ene år til det andet kan levestandarden forbedres ved at forøge menneskers viden og kunnen, selvværd og værdighed. Det vil i sidste ende række til at begrænse ødselhed og spild – og økonomien vil udvise vækst. Ligemeget hvad – så vil vi fortsætte med at vokse og udvikle os, som det måtte vise sig nødvendigt og muligt. ”Frihed koster dyrt; og det er nødvendigt for os enten at resignere og leve uden frihed eller beslutte os til at betale prisen for frihed” – sagde Martí.

”Hvem som helst, der forsøger at erobre Cuba, vil kun vinde dets blodvædede jord – hvis ikke han selv går til grunde i kampen” – erklærede Maceo. (*5).

Vi er ikke de første revolutionære, der tænker på den måde! Og vi vil ikke blive de sidste! Et menneske kan måske købes, men aldrig et folk.

Skæbnen har bestemt, at jeg har overlevet imperiets mordermaskine. Om kort tid vil det være et år siden, at jeg blev syg og – da jeg stadig svævede mellem liv og død – erklærede i min proklamation af 31. juli 2006: ”Jeg nærer ikke den ringeste tvivl om, at vort folk og vor Revolution vil kæmpe til sin sidste blodsdråbe”.

Hr. Bush – gør klogt i heller ikke at tvivle derom!

Jeg forsikrer jer om, at I får aldrig Cuba!

Fidel Castro Ruz – den 17. juni 2007 klokken 14.03.

—

*1) Under sin sygdom og rekonvalescens skriver Fidel Castro jævnligt sine reflektioner over internationale og nationale, politiske og filosofiske spørgsmål.

De bringes i dagbladet Granma, der udgives af Cuba’s kommunistiske parti.

Denne reflektion er oversat fra det ugentlige engelsksprogede sammendrag Granma International af Ken Bruun, der også har indsat overskrifter og noter.

*2) Der blev for mange år siden undertegnet en overenskomst om, at USA årligt skulle udstede mange tusind visa til cubanere, som måtte ønske at udvandre fra Cuba. Men USA udsteder kun en minimal brøkdel af de visa, det har forpligtet sig til. På den måde opfordrer USA i praksis til illegal udvandring fra Cuba – samt kapring af gidsler, skibe og fly. Myndighederne giver nemlig alle, der kommer til USA på denne måde, automatisk adgang, og uden retsforfølgelse, som ”politiske flygtninge”.

*3) For at forhindre et økonomisk sammenbrud efter Sovjetunionens opløsning og Østeuropas overgang til kapitalisme proklamerede Cuba’s regering i begyndelsen af 1990’erne ”den Særlige Periode i Fredstid”. Målet var at bevare befolkningens vigtigste sociale landvindinger samt Cuba’s uafhængighed og socialistiske samfundssystem. Hensigten med at kalde de indvarslede kriseår for ”den særlige periode i fredstid” var, at understrege deres karakter af en overgangsperiode, men med stærke afsavn og krav om udholdende kamp. Cuba har også bevaret de vigtigste sociale landvindinger, sin uafhængighed og sit samfundssystem – og har siden årtusindskiftet oplevet gradvise økonomiske fremskridt trods fortsatte mangler og afsavn.

*4) Den revolutionære bevægelse i Venezuela under ledelse af  præsident Hugo Chávez kalder deres revolution og bevægelse for bolivariansk. Under henvisning til 1800-tallets frihedshelt Simon Bolivar, der sloges både for Latinamerika’s uafhængighed og samling.

*5) José Martí og Antonio Maceo var ledere i cubanernes kampe for uafhængighed af både Spanien og USA i 1800-tallet. De æres til stadighed ivrigt i Cuba for deres kamp og principper.