Udtalelse om Trumps olie-dekret mod Cuba
Vi fordømmer USA’s optrapning af blokaden mod Cuba, lyder det i udtalelsen fra Dansk-Cubansk Forening efter præsident Trumps dekret om total olieblokade mod Cuba.

Fredag den 30. januar kl. 18:01 dansk tid trådte præsident Trumps nye præsidentielle dekret i kraft… det var blot 12 timer efter, at det var blevet annonceret i Det Hvide Hus.
De 7 sider kan koges ned til:
USA forbyder al salg af og transport til Cuba af olie. Lande som bryder dette forbud vil blive ramt af straftold ved eksport til USA.
De kommende døgn og uger vil blive afgørende for Cuba.
Cuba må sætte sin lid til, at lande som Mexico, Brasilien, Kina….. tør afvise og trodse Trumps dekret.
Cuba må sætte sin lid til, at de demokratiske kræfter og medier, som forsvarer FN-pagten og landes suverænitet, sætter sig i bevægelse.
Cuba må sætte sin lid til, at venner i hele verden mobiliserer stærke protester, og at vores egne regeringer handler mod dekretet.

Udtalelsen:
| USA optrapper nu sin blokade drastisk. Præsidenten erklærede i en bekendtgørelse af 29. januar 2026, at USA befinder sig i en national nødsituation pga. den cubanske regerings politik og handlinger. Han hævder, at disse skulle udgøre en ”usædvanlig og ekstraordinær trussel mod De forenede Staters nationale sikkerhed og udenrigspolitik”. Det er absurd. Hvis der er noget land, der udgør en trussel mod andre lande, så er det USA under ledelse af præsident Trump. Våbnet, der skal forsvare USA mod den påståede trussel, er en total blokade mod enhver last af olie og brændstofforsyning til Cuba, hvad enten det drejer sig om en donation eller en handel. Målet er at lamme Cubas elforsyning og transport. Lande, der måtte blive taget i denne forbrydelse, vil blive pålagt ekstraordinært høje toldsatser på samtlige andre varer, de ønsker at eksportere til USA. Bekendtgørelsen indeholder en lang række udokumenterede beskyldninger mod Cuba, som den cubanske regering blankt afviser i sin erklæring fra den 30. januar, hvor den fordømmer eskaleringen af blokaden. Essensen i USA’s beskyldninger er tydelig: USA bryder sig ikke om Cubas politik – og regeringen i USA mener, at den har ret til at bestemme Cubas politik. Hermed gør USA sig skyldig i et åbenlyst brud på FN-pagten. USA’s begrundelse for i 64 år at have udsat Cuba for en omfattende handelsmæssig, finansiel og økonomisk blokade har hele tiden været at underminere regeringen i Havanna. Det er ren og skær økonomisk krigsførelse, som baserer sig på USA’s egne love og bekendtgørelser, ikke nogen FN-vedtaget sanktion. Det sørgelige er, at selvom den nordamerikanske regering ikke selv på nogen måde ønsker fredelig samhandel med Cuba, accepterer USA ikke, at Cuba har fredelig samhandel og samarbejde med andre lande. Dansk-Cubansk Forening fordømmer på det skarpeste USA’s blokade mod Cuba og den optrapning af blokaden, som Trumps politik og bekendtgørelsen er udtryk for. Hele den måde, USA søger at destabilisere Cuba og sine andre nabolande på, er fuldstændig uacceptabel. Vi opfordrer alle gode kræfter, som støtter FN-pagten og international lov og ret til at fordømme USA’s overgreb mod Cuba og krigeriske fremfærd imod sine nabolande. USA’s opdaterede Monroedoktrin er ikke nogen international lov eller ret. Den er udtryk for rendyrket magt og imperialisme. Dansk Cubansk Forening, København den 1. februar 2026 |
