ALLE BILLETTER ER SOLGT International Cubafest
Fiesta Cuba Si! lørdag den 4. oktober kl. 19 hos 3F København, Peter Ipsens Alle 27, KBH. NV

DU ER INVITERET:
Festaften for dansk & international solidaritet med Cuba
Dansk-Cubansk Forening er fra 3. til 5. oktober vært for et Nordisk/Nordeuropæisk Solidaritetsmøde med Cuba. Vi bliver cirka 40 deltagere fra de 5 Nordiske lande, UK, Irland, Tyskland og Cuba.
Lørdag aften – den 4. oktober – inviterer vi fra kl. 19 til solidaritetstræf og fest i salen hos 3F København på Peter Ipsens Alle 27, København NV.
Her vil vi skabe et møde mellem Cuba-venner fra de nævnte lande og en bred kreds af venner fra fagforeninger samt freds-, klima- og solidaritetsorganisationer i Danmark.
Som vi skriver til de inviterede danske organisationer:
”Solidaritet og enhed er vores stærkeste våben uanset om det handler om Cuba, Palæstina, havnearbejdere i kamp, freden der bliver brudt eller ’Moder Jord’, der voldtages.
Vi vil skabe en aften, hvor der primært er fokus på solidaritet med Cuba, kamp mod USA’s FN-stridige og ødelæggende blokade og protest mod at USA helt uberettiget har sat Cuba på sin liste over lande, som støtter terrorisme.
Vi vil gerne mærke Jeres og mange andres opbakning… ”at Cuba har jeres ryg”, så at sige. Og vi vil gerne dele vores internationale gæster med Jer. Vi ønsker at denne aften rækker ud over solidaritet med Cuba; at det bliver en hyldest til international solidaritet og enhed i vores mangfoldighed.
Fordi ”i dag er det Cuba”, i morgen en anden kamp og hver dag er det Palæstina!
Så lad os aftale at komme, når hinanden kalder!
Denne Cuba-aften inviterer vi til middag, taler og samtaler, et par fællessange, musik og mulighed for en dans. Kaffe og cubansk bar.
Den ene af aftenens talere er Rob Miller fra Cuba Solidarity Campaign i UK. Rob vil blandt andet fortælle om, hvordan det er lykkedes at samle 8 ud af 10 britiske fagforeninger i Cuba Solidarity Campaign. Dertil en dansk faglig taler og tale ved Elizabeth Ribalta fra Venskabsinstituttet ICAP i Cuba.”
Ud over konferencedeltagerne og de inviterede danske fagforeninger og organisationer er der plads til knap 100 af Dansk-Cubansk Forenings medlemmer og venner. Så DU er inviteret, og det ville glæde os at se dig. De 100 billetter sælges efter princippet ”først til mølle”.
Middag og deltagelse koster 150 kr.
Velkommen til en fantastisk aften: Køb din billet (dine billetter) i vores webshop på www.cubavenner.dk under diverse.
Eller tilmeld dig med en mail til post@cubavenner.dk

Cubafest & solidaritet
Lørdag 4. oktober kl. 19 -23
Hos 3F København
Peter Ipsens Alle 27
København NV
Aftenens program:
19:00 Velkomst ved Susanne Wind & Konferencierpar: Jena og Sven-Erik
19:10: Brian Arlofelt byder velkommen i 3F København
Baren er åben.
19:15 middag: To grill-steder: okse og helstegt gris og et vegetarsted. Rig tilbehørsbuffet.
Lige efter middagen: En HURTIG runde, hvor alle tilstedeværende organisationer international gæster præsenteres
20:45 Aftenens band ”Patria Grande” spiller for til 2 fællessange: Guantanamera og El Pueblo Unido
21:00 Elizabeth Ribalta fra ICAP/Cuba taler.
21:15 Rob Miller fra Cuba Solidarity Campaign taler om faglig solidaritet med Cuba i UK
21:30 Livemusik – dans og snak på kryds og tværs
Ca. 23: tak for i dag.
