Skab normale forbindelser til Cuba – Stop blokaden

Åbent brev til USA’s præsident Joe Biden fra en kreds af personligheder, politikere og organisationer i Danmark – en appel om ordentlighed og respekt for FN-pagten, FN’s generalforsamling og international lov.
Den kommende præsiden Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris har under valgkampen og efter valgsejren tilkendegivet, at de vil ændre Trumps politik over for Cuba, der – som de har sagt – ikke har været produktiv; altså ikke har bragt USA’s krav til Cuba tættere på!

Fra Danmark ønsker vi dig og Kamala Harris til lykke med indsættelsen som præsident og vicepræsident.

Efter fire år med Donald Trump i Det Hvide Hus næres der store forhåbninger til, at ordentlighed, ansvarlighed, sund fornuft, menneskelighed og respekt i internationale relationer kan blive kendetegnende for USA’s politik.

Vi underskrivere af denne appel ønsker at udtrykke vores håb om, at USA under jeres ledelse vil normalisere forbindelserne til Cuba og tage skridt til ophævelse af blokaden.

Det har været smerteligt, og det har været stærkt provokerende at være vidner til nu forhenværende præsident Trumps politik over for Cuba.

Mennesker i Cuba har lidt hårdt under følgerne af en lang række stramninger af USA’s blokade. Det er en politik, som har ramt den enkelte cubaner på levevilkårene, og det er en politik, der har ramt mange US-borgere med familier i Cuba. Det har også ramt tredjelandes – herunder Danmarks – forbindelser, handel med, investeringer i og hele samvirke med Cuba.

Blokaden burde være ophævet for længst. Den er umenneskelig, ulovlig og uproduktiv. Den skader mennesker i og uden for Cuba, den bryder FN-pagten og international, lov og den bringer heller ingen af de mål, som blokaden angiveligt skulle fremme, tættere på realisering!

Vi, der underskriver denne appel, så med sympati på de skridt, som under daværende præsident Barack Obama og daværende vicepræsident Joe Biden(!) blev taget frem mod en normalisering af forbindelserne mellem USA og Cuba samt de administrative lempelser af håndhævelsen af blokaden, som blev gennemført.

Vi har glædet os, når I to – Joe Biden og Kamala Harris – under valgkampen og efter valgsejren har tilkendegivet at I vil ændre USA’s politik over for Cuba.

Efter vores opfattelse haster det med at genoprette den situation, som bestod for fire år siden, da makkerparret Obama og Biden forlod Det Hvide Hus – og fra det udgangspunkt bevæge sig videre mod en definitiv ophævelse af blokaden, sådan som et massivt flertal af verdens lande år efter år pålægger USA med sine resolutioner vedtaget i FN’s Generalforsamling.

Vi minder om, at 187 lande stemte for ophævelsen af blokaden ved den seneste afstemning i november 2019, mens Trumps blokadepolitik kun fik to landes stemmer foruden USA’s egen.

Underskrevet af:

Villy Søvndal (SF), tidligere dansk udenrigsminister

Ole Nors Nielsen, medlem af 3F’s hovedbestyrelse

Jørn Lehmann Petersen (S), regionsrådsmedlem Region Syd

Villo Sigurdsson, tidligere borgmester i Københavns Kommune

Sven Tarp, professor ved Aarhus Universitet

Karsten Hønge (SF) medlem af Folketinget

Pernille Frahm, tildligere medlem af Folketinget for SF

Ellen Ryg Olsen, forfatter og læge

Johannes Lind, pastor emeritur

Hans Nebel, pastor emeritus

Steffen Hjøllund, overlæge

Susanne Hansen, formand for servicegruppen 3F Randers

Claus Westergreen, formand for 3F BJMF i København

Jørgen Petersen, Kommunistisk Parti

Saime Bilen, Kurdisk Kvindeforening i Danmark

Aksel V. Carlsen, samfundsforsker Ph.D

Tove Jensen, foreningen DEMOS

Pedro Juarez, Patria Grande-gruppen i Danmark

Lars Bohn, talsmand for kampagnen Lula Livre i Danmark

John Graversgard, formand for Samarbejdet Arbejdere-Akademikere, Aarhus

Ivan Braad Mortensen, formand for Bygningsgruppen, 3F Midtjylland

Morten Rasmussen, næstformand for 3F Transport, Logistik og Byg, Aarhus

Sven-Erik Simonsen, formand for Dansk-Cubansk Forening på vegne af foreningens hovedbestyrelse