Den cubanske engel (spændingsroman)

220,00kr.

Kategori:

Beskrivelse

Michael Lose har skrevet sin 5. bog. En spændingsroman, der foregår i Cuba og i New York.

Dens plot udfolder sig med Donald Trump i Det Hvide Hus og plottet er ikke kun nutidigt. Det er også både samfundsrelateret og nervepirrende.

Michael Lose har givet Dansk-Cubansk Forening mulighed for at sælge bogen til en særdeles favorabel pris. Normalt er prisen 280 kr. Dansk -Cubansk Forening sælger den for 190 kr. + 30 kr. i forsendelse…. altså 220 kr. her i webshoppen.

Med forfatterens ord

Læs her, hvordan Michael Lose selv præsenterer sin nyeste bog:

I Cuba er der dygtige billedkunstnere og gode motiver. I New York sælges verdenskunst på auktioner som Christie’s for millioner af dollars. Kan de to verdener forenes?

Det forsøger denne helt nye roman. På bagsiden står: ”Den cubanske engel er en spændingsroman, som indfanger det fascinerende, men fattige Cuba, det krydrede Marrakesh og det altid aktuelle New York. Dertil kommer store kunstværker, sex og magi.”

Den danske maler Mikkel Kirkegaard har fundet en arbejdsplads i Martas galleri i det gamle Havana. Her maler han sine egne billeder, omgivet af sine venner, de cubanske malere Martalouisa, Mercedes og Lucas. Mikkel har både skattegæld og gæld til rockertyper hjemme i Danmark, skriver hans søster Iben til ham, og hun råder ham til at skaffe pengene inden han vender tilbage. Men det glemmer han, når han sidder på baren Floredita, og en cubanerinde, Alexandra, i en stram gul kjole beder ham om ild på sin cigaret.

På natklubben ’Den Enøjede Kat’ kommer han i slagsmål med en fyr, der lægger an på Alexandra. Næste dag mødes Mikkel med en amerikaner, der gerne vil købe et af hans malerier. Amerikaneren har også et fristende tilbud: Mikkel kan male kopier af berømte maleres værker, som kan sælges for store penge i New York.

For at få arbejdsro lejer Mikkel et lille hus på Playas del Este. Han maler den smukke Gabriela som er danserinde i et santería-show (maleriet af hende er på omslaget af bogen). Hun har magiske evner, men er hun også ven med de forkerte? En præst fra religionen Palo Monte er ude efter hende, og hun forsvinder lige inden Mikkel rejser til New York for at sælge malerier. Efter en hektisk tid i New York kommer han ’hjem’ til Cuba og må prøve at finde hende.

Mikkel Kirkegaard bliver altså – som en Odysseus på landjorden – omringet af fristelser og farer. ’Den nye Voldemort’, alias præsident Trump i USA, forbander i sine taler Cuba og ødelægger nogle af de relationer der var opbygget under Obama. Politiet i Cuba og den cubanske kulturminister, som Mikkel bliver ven med, frygter med rette forholdet til USA.

Bogen er altså ikke ’bare’ en spændingsroman, men beskriver også Havana, kunstværker og politiske forhold.

Kritikere vil nok sige at forfatteren, ligesom hovedpersonen opholder sig lige lovlig længe ved ’den cubanske engel’, Gabriela, som da også er både smuk og interessant. Rigtigt nok, men vi skal lære hende at kende, så vi kan savne hende og blive bange når hun forsvinder. Bogen overholder konventionerne for spændings- og kriminallitteratur, men oven i det skal man høre en del om berømte kunstnere som Picasso, Gauguin og Ager Jorn. Mikkel Kirkegaard er ganske betaget af at se et motiv og male et billede, og her kigger læseren ham over skulderen. Man får meget at vide om Cuba, men skal nok som læser også helst have – eller undervejs få – en interesse for billedkunst.

Michael Lose har tidligere oversat Cubas grundlov til dansk for Dansk Cubansk Forening, oversat Silvio Rodríguez’ sange og skrevet litteratur og artikler om Cuba.

Men pas på: denne anmelder er temmelig inhabil.

Den cubanske engel

af Michael Lose

269 sider, kr. 280,-

Forlaget MicArt