UDSAT: Temarejse: Det glemte Cuba. 26. oktober – 11. november 2020

Inden coronatiden satte ind, var vi godt i gang med at forberede nedenstående rejse. Vi håber stadig på at kunne gennemføre rejsen, men alt afhænger af situationen på verdensplan.

Hvis du er interesseret i at deltage, kan du uden risiko tilmelde dig ved at indbetale depositum. Vi refunderer det fulde beløb, hvis rejsen ikke gennemføres.

Som noget nyt vil rejsen starte i Havana. Det betyder, at du selv har købt billet med ind- og udrejsedage, der passer dig. Vi er selvfølgelig behjælpelige, hvis du har brug for det.

Det glemte Cuba

En opdagelsesrejse

Dansk-Cubansk Forenings efterårsrejse

26. oktober – 11. november 2020

Agerbrugere, hulemalere, menneskeædere
Arawak, Taino, Caribs
– siger det dig noget?

Længe før Columbus ankom til Cuba, levede der mere end 500.000 indfødte på øen. Taino, Arawak, Ciboney og Caribs levede her som fiskere, jægere eller agerdyrkere. På denne rejse vil vi opsøge de områder, hvor disse stammer holdt til.

I vor søgen efter de spor af de cubanske indianere vil vi bevæge os fra Viñales i vest til Baracoa i øst. Vil du med? På opdagelse blandt disse mennesker og opsøge de steder, hvor de levede – længe før Columbus satte sin fod på cubansk jord.

Vi skal sejle i underjordiske grotter og se på hulemalerier i Viñales, bo i indianerhytter i Guamá og besøge tobaksguden i Baracoa. Derudover skal vi selvfølgelig opleve dagens Cuba og den cubanske kultur.

Som det ses af rejsens tema, vil hovedvægten være koncentreret om Cubas oprindelige befolkning, indianerne, som få år efter Columbus ankom i 1492 var totalt udryddet. Men vi glemmer selvfølgelig ikke de mange natur- og kulturoplevelser, som Cuba i øvrigt byder på. Flere af de områder og byer, vi besøger, er en del af verdenskulturarven og under beskyttelse af UNESCO.

Vi skal bo i Cubas ældste by, Baracoa, som har rundet de 500 år. Danse med cubanere, gå på opdagelse i det moderne Cuba, slappe af på stranden og smage på rommen, i selskab med de cubanere, vi besøger.

Pris:

  • Prisen ved 10 personer er 14.100 kr. pr. person i delt dobbeltværelse
  • Prisen er exclusive fly
  • Tillæg for enkeltværelse 1.800 kr.
  • Prisen er afhængig af $-kursen og deltagerantal
  • Rejsen kan indbetales i rater:
  • Første rate 4000 kr. ved tilmelding. Det sikrer dig samtidig en plads i solen
  • Anden rate 4000 kr. senest 1. august 2020
  • Restbeløb på 6100 kr. i delt dobbeltværelse, enkeltværelse 7900 kr, senst 1. september 2020

Deltagerprisen inkluderer:

  • Forberedelsesmøde for deltagerne
  • 17 dage med 16 overnatninger i Cuba
  • Fly Baracoa – Havana
  • Transport i Cuba ifølge program
  • Dansk og spansktalende rejseledere
  • Engelsktalende cubansk guide.
  • Halvpension 
  • Alle programlagte aktiviteter og entreer

! Ret til ændringer forbeholdes

Rejsen gennemføres ved minimum 10 deltagere.

OBS! Køb ikke flybillet – før du får grønt lys fra os!

Deltagelse i denne rejse kræver medlemskab af Dansk-Cubansk Forening

Dansk-Cubansk Forening er en partipolitisk uafhængig forening, der arbejder for at udbrede kendskabet til Cuba. Du kan blive medlem ved at gå ind på hjemmesiden www.cubavenner.dk. Et års medlemskab koster 301 kr. for enkeltpersoner og 401 kr. for par. Hvis du er under 25 år, eller hvis du er studerende eller pensionist, betaler du kun det halve, 151 kr. hhv. 201 kr.

Informationer:

For yderligere informationer, kontakt foreningen eller kom til uforpligtende informationsmøde om turen:

I København: mandag 22. juni og mandag 17. august kl. 19 på Høffdingsvej 10, 2500 Valby

I Odense: Lørdag d. 8. august kl. 12 i Huset Absalonsgade 26, 5000 Odense. Vi byder på frokost, øl og vand kan købes.

Følg med på hjemmesiden med hensyn til informationsmøder i Kolding og Århus

Du kan også skrive til os på mailadressen: rejsegruppendcf@gmail.com

Her kan du også bede om at få tilsendt programmet

Rejseledere: Krista Sørensen og Lene Bang Larsen